Venstre-kender: V-top må strække våben på Banke-kandidatur

Ledelsen i Venstre kan ikke blande sig i, hvorvidt Thomas Banke bliver opstillet til Folketinget i Fredericia-kredsen, siger Jarl Cordua. Han vil dog ikke afvise, at Banke på sigt kan blive en gevinst for partiet.

Læs mere
Fold sammen

Det er en mand med et blakket renomme, der fredag har meddelt sit kandidatur til det kommende folketingsvalg for Venstre.

Thomas Banke (V) huskes bedst for sin tumultariske afgang som borgmester i Fredericia i januar 2013 efter en måneds intens debat om hans person, hans dømmekraft og omgang med skatteydernes penge.

På papiret ligner det ikke en nogen drømmekandidat for Venstre, der som bekendt har måttet forholde sig til lignende skriverier om deres formand. Men Jarl Cordua, politisk kommentator og Venstre-kender vil ikke på forhånd afskrive Thomas Banke som en fremtidig MFer for Venstre.

»Det kommer meget an på, om der ligger flere bomber i hans privatliv og venter. Han blev frikendt for et år siden for det påståede misbrug af offentlige midler, og det, der står tilbage er, var, at tingene kørte af sporet for ham, og at han var for uopmærksom på nogen ting, men også at medierne kørte meget hårdt på. Derfor mener jeg ikke, man bare kan afskrive ham,« siger Jarl Cordua.

Det ventes, at Thomas Bankes navn vil være at finde på den kandidatliste, som Venstrekredsen i Fredericia offentliggør lørdag morgen. Senere på måneden skal kredsen så pege på deres bud til en folketingskandidat, og her taler det til eks-borgmesterens fordel, at han har et godt netværk i Fredericia, siger Jarl Cordua.

»Der må være stærke, politiske kræfter i Fredericia, der bakker op om hans kandidatur. Han er står stærkt i lokalområdet, og noget kunne tyde på, stemningen omkring ham er vendt,« siger Jarl Cordua.

Da sagen rullede på sit højeste tilbage i januar 2013, trak borgmesterens stædige kamp for sit sæde også tråde helt over til Christiansborg, hvor formand Lars Løkke Rasmussen (V) på et improviseret pressemøde i utvetydige toner opfordrede Thomas Banke til at træde af uden dog at nævne ham ved navn.

»Når man har et politisk tillidshverv, så skal tilliden være på plads. Har man ikke den tillid, så bør man ikke have den tillidspost,« sagde Lars Løkke Rasmussen dengang.

Hvordan ledelsen i Venstre forholder sig til Thomas Banke i dag er straks sværere at spå om, siger Jarl Cordua.

»Men under alle omstændigheder må de strække våben, for det er lokalt, at man suverænt bestemmer, hvem der skal opstilles. Og normalt blander toppen sig ikke i det spørgsmål,« siger Jarl Cordua.

Han fastslår samtidig, at Thomas Banke har bevist sig som et politisk talent.

»Opfattelsen af ham dengang var, at han var en fremtidens mand. Han var de helt store fjer i Venstres hat ved kommunalvalget i 2009, hvor han blev landets yngste borgmester, og hvor han vandt i en socialdemokratisk højborg. Og der har aldrig været nogen, der har tvivlet på, at Thomas Banke lever for politik,« siger Jarl Cordua.

Thomas Banke siger selv i et interview, at hans »fortid er fortid«.

»Jeg anerkender, at jeg har begået fejl. Men jeg er et menneske med livserfaring. Og min fortid er fortid,« siger Thomas Banke til Lokalavisen Fredericia & Vejle Weekend.