Venstre-kandidat trækker sig efter afsløringer
Venstre-kandidat til Europa-Parlamentet trækker sig. Det sker efter afsløringer i B.T. om hendes prorussiske forbindelser og Putinvenlige netværk.

Venstre-kandidat til Europa-Parlamentet trækker sig. Det sker efter afsløringer i B.T. om hendes prorussiske forbindelser og Putinvenlige netværk.

Alexandra Sasha fra Venstre stiller alligevel ikke op til Europa-Parlamentet.
Det skriver hun torsdag på Facebook.
»I ugevis har jeg været udsat for en smædekampagne fyldt med falske udsagn og ubehagelig fortolkninger, der har været både fysisk og psykisk hårdt, og jeg må nu erkende, at jeg ikke kan mere. Derfor, trækker jeg mig fra at være kandidat til Europa-Parlamentsvalget,« skriver Venstre-politikeren på Facebook.
B.T. har det seneste dage blandt andet afdækket, at Alexandra Sasha har været bestyrelsesmedlem for European Russian Forums ungdomsorganisation. Her har hun ifølge mediet deltaget i flere møder, som blev arrangeret af det lettiske medlem af Europa-Parlamentet Tatjana Ždanoka.
Tidligere i år blev Tatjana Ždanoka afsløret i at have fungeret som agent for den russiske efterretningstjeneste FSB, skriver B.T.
Seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) og Ruslandekspert Flemming Splidsboel har til B.T. udtalt, at European Russian Forum har karakter af at være et prorussisk og Putin-venligt »påvirkningsforum«.