Venstre: Intet problem i konservativ højredrejning

Hos Venstre opfattes Konservatives højredrejning som »naturlig« i en valgkamp, og de to partier har fortsat det meste til fælles, siger Inger Støjberg.

Læs mere
Fold sammen

De har været igennem en del, Venstre og Konservative, der som bekendt dannede regering i en periode på 10 år fra 2001 og frem til valget i 2011.

Men nu vil Konservative til højre, fastslår paritets formand Søren Pape (K) i Berlingske lørdag.

»Konservative er i gang med et helt naturligt stille ryk. Vi er et parti, der ligger til højre for Venstre både på økonomi og værdipolitikken. Det er et skridt til højre, det er der, vi skal hen, og det er der, jeg er politisk,« siger Søren Pape.

Hos Venstre kalder partiets politiske ordfører, Inger Støjberg (V), meldingen »helt naturlig« i en valgkamp, og hun opfatter ikke højredrejningen som en latent trussel mod et kommende samarbejde ved en valgsejr.

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi vil kunne få et rigtig godt samarbejde med de Konservative, hvis vi bliver betroet regeringsansvaret,« siger Inger Støjberg.

»Jeg ser de Konservatives melding som helt naturlig som et led i en valgkamp, og det her ændrer jo ikke på, at vi er enige med hinanden på en lang række områder inden for retspolitik og udlændingepolitik, ligesom vi tidligere på ugen lancerede en fælles kronik om sundhedspolitikken,« siger Inger Støjberg og fastslår, at der også er områder, hvor partierne »naturligvis« er forskellige.

Udmeldingen fra de Konservative kommer efter stormomsuste uger, hvor partiet har vakt opsigt med sine »Stop-kampagner« og med en enkelt meningsmåling, der sendte partiet faretruende tæt på spærregrænsen.

Flere sår samtidig tvivl om, hvorvidt Søren Pape er den rigtige til at føre partiet ud af det aktuelle dødvande, men den vogn befinder Inger Støjberg sig ikke i.

»Jeg har kendt Søren Pape igennem mange år, vi er fra den samme Storkreds, og jeg kender ham kun for noget godt. Jeg er sikker på, at både han og de Konservative vil fortsætte med at være gode samarbejdspartnere for Venstre,« siger Inger Støjberg.