Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Først kom Viborg, så fulgte Vordingborg, Silkeborg og Randers trop, og nu trækker også Venstre i Ikast støtten til Lars Løkke Rasmussen (V) som partiformand.
Partiets katastrofale europaparlamentsvalg sidste søndag i kølvandet på sagen om partikassens betaling af tøj, sko og rejser til Løkke var dråben, lyder det fra Ikast-Brande Kommunes borgmester, Carsten Kissmeyer (V).
»Ved de seneste to valg er hele vores politiske indsats sådan set blevet overskygget af bilagssager, og det er vi kede af. Set i lyset af det og i lyset af den nervøsitet, der er for, at der kommer mere frem, synes vi, det er synd for Venstre, at vi skal stå i denne her situation,« siger han med henvisning til GGGI-sagen, der rullede under kommunalvalget i efteråret.
Allerede for en uge siden besluttede lokalforeningen i Ikast sig for ikke længere at støtte Løkke som Venstre-formand, og Carsten Kissmeyer fortæller, at det bunder i en frygt for, at det kan gå galt for Venstre ved et kommende folketingsvalg, hvis Løkke fortsætter.
»Vi frygter, at der vælter mere frem. Vi anerkender, at Lars Løkke har gjort en fantastisk politisk indsats, men vi er bange for, hvad der sker ved det næste valg. Og i den situation har vi valgt at sige, at vi melder ind til det her hovedbestyrelsesmøde, at vi synes, vi skal gå efter at finde en anden formand,« siger borgmesteren.
Tirsdag samles Venstres hovedbestyrelse for at diskutere Lars Løkke Rasmussens fremtid som formand, og det bliver altså med manglende opbakning til ham fra flere jyske lokalforeninger.
Ikast-foreningen har endnu ikke drøftet intensivt, hvem der i deres øjne kunne være en mulig arvtager efter Løkke, men ifølge Carsten Kissmeyer har han »ikke hørt nogen sige, at det ikke skulle være en mulighed«, at næstformand Kristian Jensen (V) sætter sig på posten.
Formanden for bestyrelsen i Ikast, Jens Jørgen Hansen (V), vil ikke uddybe, hvorfor bestyrelsen trækker støtten til Løkke, men han siger til Berlingske Nyhedsbureau, at det er »af hensyn til partiet«.