Venstre hiver Thorning og Lidegaard i samråd om Thule-sag

Venstre vil nu have både statsministeren og udenrigsministeren i et samråd i sagen om servicekontrakten på Thulebasen, der er gået til et amerikansk selskab.

Læs mere
Fold sammen

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil nu blive tvunget til at forklare sig yderligere i sagen om driften af Thulebasen i Grønland.

Venstre vil nemlig have begge ministre i samråd for at få yderligere opklaret, hvad der er sket forud for, at et amerikansk selskab vandt servicekontrakten på militærbasen, der eller har været drevet af et grønlandsk firma.

»Den her sag er vigtig, ikke mindst for det grønlandske samfund. Det er potentielt rigtig mange penge, det grønlandske samfund kan miste, hvis man ikke er sikker på at få nogle indtægter. Det her er en meget stor interesse for Rigsfællesskabet og en aftale, vi har haft med amerikanerne gennem årtier,« siger forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V).

I aftalen står der, at driften skal foretages af grønlandsk og dansk arbejdskraft i videst muligt omfang. Det mener udenrigsministeren, at amerikanerne vil overholde, og at der dermed vil blive sikret skatteindtægter til den grønlandske fælleskasse.

Men Landsstyret mister de indtægter, de ellers fik som medejere af Greenland Contractors, der i 40 år har forestået driften af basen.

»Det er så simpelt, at vi har lavet aftaler gennem mange år, som vi har genbekræftet. Og dem skal vi selvfølgelig have overholdt både fra dansk og amerikansk side,« siger Troels Lund Poulsen, der ærgrer sig over, at Martin Lidegaard ikke har holdt Folketinget bedre orienteret i sagen.

»Udenrigsministeren sagde, at han ikke var klar over, hvad der var sket, før han kom til, og at den her aftale er lavet under den tidligere udenrigsminister,« siger Venstre-ordføreren.

Martin Lidegaard har ikke haft pligt til at oplyse Folketinget om processen, »men det burde han måske have gjort«, betoner Troels Lund Poulsen.

»Især når sagen så eksploderer, som den gør nu,« siger han.

Samtidig er der skabt tvivl om, hvorvidt udenrigsministeren i december kom med korrekte oplysninger om den juridiske del af udbuddet af servicekontrakten på basen.

Torsdag skal Folketingets partier stemme om flere forslag fremsat af Inuit Ataqatigiit (IA), Siumut, Venstre, Socialdemokraterne, de Radikale, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og de Konservative. Flere partier vil blandt andet have regeringen til at sikre, at servicekontrakthaveren fortsat skal være dansk/grønlandsk.