Venstre går nu til angreb på topskatten – og øger presset på regeringen i aktuelle forhandlinger: »Stor jubel herfra«

Efter længere tids tilløb kræver Venstre nu lettelser i topskatten i reformforhandlinger med regeringen. Blandt blå partier og De Radikale bliver øget skattepres på Mette Frederiksen mødt med begejstring. Hos Socialdemokratiet er man skeptisk, men har »et åbent sind«.

Venstre og Jakob Ellemann-Jensen kræver nu, at flere danskere løftes ud af topskatten ved at hæve topskattegrænsen. Partiets finansordfører, Troels Lund Poulsen, kalder topskattelettelser »en helt afgørende forudsætning« for, at der kan landes en aftale i reformforhandlingerne med regeringen. Linda Kastrup

Venstre træder nu ind i arenaen til kamp for lettelser i topskatten.

Manglen på arbejdskraft medfører et akut behov for ikke alene at sikre flere hænder på arbejdsmarkedet, men også for at gøre det mere attraktivt at yde en ekstra indsats for dem, som allerede er i arbejde, lyder Venstres analyse.