Venstres folketingsmedlemmer Preben Bang Henriksen og Marlene Ambo-Rasmussen opfordrer Venstres formand, Troels Lund Poulsen, til at melde sig som statsministerkandidat.
Det skriver TV 2.
- For at sige det rent ud sagt: Ja.
- Nu er der valgkamp, og vi går til valg på et borgerligt alternativ. Så virker det nok lidt underligt for vælgerne, at vi ikke kan sige, hvem der skal være statsminister. Det er jeg nu helt sikker på, at den forvirring kommer vælgerne ikke til at være i i mange timer eller dage, siger Preben Bang Henriksen til TV 2.
Ifølge mediet er Louise Elholm og Linea Søgaard-Lidell, som begge ligeledes sidder i Folketinget, kommet med samme melding.
Folketingskandidat Amanda Heitmann, som stiller op for Venstre på Fyn, håber at se sin partiformand som statsministerkandidat.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg meget gerne ser en blå statsministerkandidat, der har reelt statsministerpotentiale. Jeg er spændt på at høre, hvor Troels Lund stiller sig, men vi må vente og se, siger hun til DR.
I øjeblikket er der to officielle statsministerkandidater. Den ene kandidat er statsminister Mette Frederiksen (S).
Den anden er formand for Borgernes Parti Lars Boje Mathiesen.
Sidstnævnte har meldt sig på banen, fordi han synes, at det er "pinligt", at ingen andre borgerlige ledere har gjort det.
Lars Boje Mathiesen meldte sig som statsministerkandidat i december. Det skete under spørgetimen med statsministeren i Folketingssalen.
Statsminister og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, synes, det er mærkeligt, at blå blok ikke stiller med en fælles statsministerkandidat.
- Når man rækker ud efter den ultimative post, skal man være ærlig om det. Det er mærkeligt, at man ikke stiller med en modkandidat og en statsministerkandidat, siger hun til TV 2 News.
Der er folketingsvalg 24. marts.
/ritzau/
