Venstre efterlyser højere faglighed i skolen

Danmarks placering på PISA-ranglisten kommer ikke bag på Venstre, som mener, at folkeskolereformen ikke alene kommer til at forbedre niveauet i den danske folkeskole.

Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke overraskende, at de danske folkeskoleelever ryger tre pladser ned af PISA-ranglisten, som blev offentliggjort tirsdag, så de nu ligger på en 22. plads.

Det mener Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann (V).

»Når vi har et af de dyreste skolesystemer, så kan man med rette forvente, at det faglige niveau også er helt i top. Derfor er det selvfølgelig ikke godt nok, at vi ikke får mere ud alle de ressourcer, der bliver investeret i folkeskolen,« siger Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann.

Hun peger på at der er mange gode initiativer allerede, som eksempelvis nationale test, elevplaner og den nye folkeskolereform, som træder i kraft til august næste år. Men Karen Ellemann understreger, at lovgivning alene ikke løfter kvaliteten og niveauet i folkeskolen:

»Det er ikke gjort med den store folkeskolereform. Godt nok har vi forbedret rammerne, men der er også brug for et kulturskifte i folkeskolen. Både eleverne, skolens medarbejdere og forældrene har brug for et klart signal om, at folkeskolen er et lærested og ikke et værested,« siger Karen Ellemann og fortsætter:

»Derfor ærgrer det os, at regeringen ikke ville være med til at sikre, at eleverne skulle kunne lære, skrive og regne på et acceptabelt niveau, når de forlader folkeskolen,« siger Karen Ellemann.

PISA blev udviklet af OECD i 1997 og er et program til at vurdere skoleelevers færdigheder. Resultaterne skal være med til at forbedre og standardisere undervisning. I år har PISA sat fokus på matematik, hvor Danmark får 500, mens scoren for 2003, da PISA sidst satte fokus på matematik i sin undersøgelse, lå på 514. De danske skoleelever holder dermed fast i niveauet fra 2009, hvor de scorede 503 point efter et markant fald fra 513 point i 2006.