Venstre: »Dybt bekymrende, at Københavns Politi mere eller mindre har opgivet kampen mod hash på Christiania«

Den ulovlige bande Loyal to Familia har trængt sig ind på Christiania og overtaget dele af hashsalget. Københavns Politi har i den forbindelse sagt til Berlingske, at man, hvis christianitterne selv skubber banderne ud, vil hjælpe dem med at opretholde »status quo«, og det vækker forargelse.

Den ulovlige bande Loyal to Familia har overtaget dele af hashsalget på Christiania. Det vækker stor uro blandt christianitterne og nu også politisk forargelse. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hashhandlen på Christiania er »løbet løbsk«.

Det fortæller flere christianitter lørdag i Berlingske i forbindelse med afsløringen af, hvordan den ulovlige bande Loyal to Familia (LTF) har overtaget en hashbod på Pusher Street.

Ifølge Berlingskes oplysninger rykkede banden i forsommeren ind på Christiania, hvor en indehaver af en bod ifølge Ekstra Bladet skyldte dem penge. Det betød, at LTF overtog hele boden.

Førhen har banden Hells Angels været dominerende i hashsalget på Pusher Street, men de har angiveligt frivilligt overladt dele af handlen til LTF.

Tvivl om politiets indsats

»Det er bekymrende, at de (LTF, red.) sætter sig på markedet. Men det er jo politiets opgave at vurdere, hvordan man håndterer det spørgsmål. Vi er jo rigtig glade for, at LTF nu er blevet dømt som ulovlig organisation, og dermed har politiet jo også fået flere redskaber til at gribe ind overfor deres ulovlige aktiviteter,« siger midlertidig retsordfører for Socialdemokratiet, Kasper Sand Kjær.

Berlingske har tidligere talt med politichef i Københavns Politi Tommy Laursen, som understreger, at hvis beboerne på Christiania beslutter sig for, at det skal være slut med hashhandlen, så står politiet klar.

»Hvis det samlede Christiania bliver enige om at overtage Green Light District-området (Pusher Street og en tilstødende torveplads med hashboder, red.) efter en af vores ugentlige rydninger derude, så skal vi nok hjælpe dem med at holde status quo,« siger han.

Men udtalelsen runger hult i Venstre. Her mener retsordfører Preben Bang Henriksen, at Københavns Politi har mistet grebet om Christiania, og det ønsker han at gøre op med.

»Jeg synes, at det er dybt bekymrende at opleve, at Københavns Politi mere eller mindre har opgivet kampen mod hash på Christiania. Det er en politimæssig opgave, som jeg mangler at få svar på, og derfor vil jeg selvfølgelig bede justitsministeren om en redegørelse,« siger Preben Bang Henriksen.

Og det tyder ikke på, at christianitterne sætter ind over for bandegrupperingerne lige foreløbig. Hulda Mader, talsperson for Christiania, har udtalt, at hun helst er fri for at vide, hvor omfangsrigt bandernes tag i Pusher Street er. Hun ønsker ikke at gå i krig med grupperingerne, da hun har sin familie på Christiania.

Legalisering er løsningen

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, ser dog hellere et gennemgående samarbejde mellem politiet og christianitterne om håndteringen af Green Light District. Enhedslisten mener, at cannabis bør legaliseres, og at man bør indføre statskontrolleret produktion og salg af hash.

»Jeg synes, det lyder som en fornuftig løsning, at christianitterne selv bestemmer,« siger hun til Berlingske.

Bør politiet ikke bekæmpe det kriminelle hashsalg generelt?

»Vi synes jo, at man skal lave en legalisering af cannabis. Tage markedet tilbage, ud af hænderne på de kriminelle og dermed også ud af politiets arbejde, og lægge det ind i sundheds- og apotekssystemet i stedet for.«

Men er politiets arbejde ikke at sørge for, at loven bliver opretholdt?

»Jo, det er bestemt politiets arbejde. Lige nu er et af de største kriminalitetsproblemer, vi har, at banderne har så godt fat i vores hashmarked. Jeg synes, det er vigtigt, at man laver en løsning sammen med christianitterne, indtil det lykkes os at samle flertal for at lave en legalisering.«