Venstre betalte for at Løkke kunne ryge på ikke-rygerværelser

Partiet har ladet sin formand ryge på ikke-rygerværelser og betalt rengøringen bagefter. Nogle gange var det muligt at få et rygerværelse, og andre gange var det ikke, lyder forklaringen.

Venstre betalte for, at Lars Løkke Rasmussen røg på ikkeryger-værelser under valgkampen til sidste valg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstre har ladet sin formand, Lars Løkke Rasmussen (V), ryge på ikke-rygerværelser og betalt rengøringsregningen bagefter. Det bekræfter partisekretær Claus Richter over for Radio24syv.

I partiledelsens brev til baglandet skriver ledelsen, at den har lettet partiformandens arbejdsvilkår »eksempelvis ved at booke de benyttede hoteller«. Men det fremgår ikke, at man også har betalt for formandens rygning på ikke-rygerværelser.

Nu viser det sig dog, at Venstre har set stort på, om Lars Løkke Rasmussen røg eller ikke røg på de hotelværelser, han benyttede. Partiet betalte.

Har Venstre betalt for rygerværelser?

»Ja,« siger partisekretær Claus Richter til Radio24syv.

Har I også betalt for værelser, der ikke er rygerværelser, men hvor der er blevet røget på?

»Ja.«

I hvilken sammenhæng?

»Det kan jeg ikke huske, men vi indkvarterer Lars på hoteller under valgkampen og i andre forbindelser, og nogle gange er det muligt at få et rygerværelse, og andre gange er det ikke.«

Så I har betragtet det som en nødvendig omkostning at tage et ikke-rygerværelse, som der så blev røget på alligevel ?

»Som udgangspunkt har vi booket ikke-rygerværelser til Venstres formand.«

Hvor meget drejer det sig om økonomisk?

»Det har jeg ikke nogle kommentarer til.«

Er det ikke et uheldigt signal at sende, at den mand, der har indført rygeloven, selv bryder den, selv om det er valgkamp, og han er stresset?

»Det har jeg ikke nogle kommentarer til,« lyder det fra Venstres partisekretær, Claus Richter.

Fredag kom det frem, at Venstres partikasse har betalt for, at formandens familie tog med til Mallorca i kølvandet på valgkampen i 2011, og tidligere på ugen afslørede Ekstra Bladet, at Venstre har betalt 152.000 kroner for tøj til Løkke i perioden 2010-2011.