Venstre-bagland vil have klare svar på, hvad der er Løkkes politik

Stemmer i Venstres bagland mener, at det er umuligt at forklare vælgerne, hvad Venstres politik er på flere centrale områder.

Venstres bagland er usikre på Løkkes politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Forud for dette års kommende folketingsvalg er der på flere centrale områder tvivl om Venstres politik, mener flere af partiets aktive i baglandet ifølge Jyllands-Posten.

Baglandet efterlyser klarere meldinger fra partiformanden.

»Det er svært at være kandidat, hvis man ikke ved, hvad man skal mene. Man vil gerne vide, hvad chefen vil. Hvad skal vi? Hvor skal vi hen?« siger Colette Brix (V), der er folketingskandidat for partiet i Valby.

Hun mener, at Venstre mangler at give klare svar på, hvad der efter et valg skal ske med kontanthjælpen, og om regionerne skal bestå, eller om de skal nedlægges.

Benny Damgaard (V), der er hovedbestyrelsesmedlem og kommuneforeningsformand på Lolland, efterlyser noget mere håndgribeligt fra V-formanden end de fem mærkesager, som han har opstillet og peger på sundhedspolitikken som et område, hvor meldingerne bør være mere klare.

Anonyme kilder i baglandet mener sågar, at manglende konkrete udmeldinger fra Lars Løkke kan føre til et valgnederlag.

Venstres næstformand Kristian Jensen (V) vil ikke garantere klarere svar inden valget.

»Vi har sagt, at vi arbejder på at præcisere jobreformen. Om vi kommer med et mere præcist kontanthjælpsloft, er for mig mindre væsentligt,« siger Kristian Jensen, der ikke mener, at folk kan være i tvivl om, hvad Venstre vil, skriver Jyllands-Posten.