Selvom regeringen onsdag eftermiddag offentliggjorde flere af de tal, der ligger til grund for dens udspil til et nyt kommunalt udligningssystem, der skal fordele millioner mellem landets kommuner, er det ikke nok til at trække Venstre til forhandlingsbordet, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.
Regeringen har siden, den fremlagde udspillet, været under pres for at lægge tallene frem, og siden fredag har Venstre forlangt alle beregninger frem i lyset, før man vil gå til flere forhandlinger.
Ifølge regeringen er alle »relevante tal« nu lagt frem. Sådan lyder det fra socialminister Astrid Krag i en pressemeddelelse.
»I weekenden præsenterede vi disse tal for partierne. Nu er de relevante tal lagt åbent frem, og vi opfordrer alle partier, der er klar til at tage ansvar, til at komme til forhandlinger,« siger Astrid Krag, der kalder det »en fælles opgave« at rette op på »skævhederne i det nuværende system«.
Men hos Venstre er man stadig ikke tilfreds.
Politisk ordfører Sophie Løhde (V) kvitterer for, at regeringen nu har lagt, hvad hun kalder nye »brudstykker« frem. Men ifølge hende er der stadig mere, der mangler at blive offentliggjort.
»Vi kvitterer for, at regeringen har lagt brudstykker frem. Det er helt uforståeligt, at de ikke har fremlagt de tal før nu,« lyder det fra Sophie Løhde.
Ifølge hende er Venstre klar til at gå ind i forhandlingerne, når der er kommet flere svar fra regeringen.
»Vi undrer os over, at de ikke er kommet længere, fordi de konsekvent tilbageholder oplysninger,« siger Sophie Løhde.
»Vi vil gerne i gang, men vi undrer os over, at det har taget 14 dage at nå hertil. Vi har en klar forventning om, at de leverer det, men hvornår, det ved jeg jo ikke. Når de kommer det nærmere, er vi klar til at møde op til forhandlinger,« siger Sophie Løhde.
Reformen afgør, hvor meget de enkelte kommuner skal bidrage med eller modtage i udligning. Den vil altså flytte milliarder rundt på det kommunale landkort.
Onsdag blev det meddelt, at de Konservative og Liberal Alliance er ude af forhandlingerne.

