Venstre: Ambitionsniveauet er højere end 25 kroner

Besparelser i Venstres jobreform giver kun en lille gevinst, når de omregnes til skattelettelser. Men det er langt fra dækkende for Venstres politik, siger partiets finansordfører.

Venstres finansordfører, Peter Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Butiksassistenter og andre lavtlønnede kan se frem til en beskeden gevinst, hvis Venstres bebudede jobreform bliver til virkelighed efter det kommende valg. I hvert fald, hvis man laver regnestykket ud fra det indhold, som foreløbig er kendt.

Med jobreformen vil Venstre hente 600 millioner kroner fra et såkaldt moderne kontanthjælpsloft og andre besparelser i beskæftigelsesindsatsen, og ifølge nye beregninger fra Skatteministeriet - afgivet i et svar fra Beskæftigelsesministeriet - vil det give 25 kroner i skattelettelse til eksempelvis en butiksassistent på mindsteløn.

Men det er taget ud af en sammenhæng, understreger Venstres finansordfører, Peter Christensen (V).

»Jeg anerkender det ikke som værende dækkende for Venstres politik. Når man går ind og alene kigger på vores finanslovsudspil for 2015, vil man kunne se, at vi har anvist finansiering til at kunne lette skatter og afgifter for fem milliarder kroner,« siger han.

Venstres finansordfører anerkender dog selve beregningen, men så længe arbejdet med at udmønte det moderne kontanthjælpsloft pågår, kan ingen vide, hvor store skattelettelserne reelt bliver, påpeger han.

»Vi har lagt vores mål helt klart frem: Det skal kunne betale sig for danskerne at gå fra passiv forsørgelse til aktivt arbejde, og det siger sig selv, at det ikke er gjort med 25 kroner.«

»Derfor er det heldigvis heller ikke dækkende for Venstres politik og ambitionsniveau,« siger Peter Christensen og peger på, at partiets tænkning går på to ben. Partiet vil således udover at indføre et ydelsesloft og så lette skatten på de laveste indkomster.

Jeres argument er, at I laver et moderne kontanthjælpsloft, og besparelserne herfra skal føres over i skattelettelser. Hvor højt skal kontanthjælpsloftet være?

»Jeg kan ikke give dig et konkret tal, men man skal forholde sig til, om problemet skal løses, og om man overhovedet synes, det er et problem, at man kan få op til 454.000 kroner, når man har to børn, og begge forældre er på kontanthjælp.«

»Jeg kan jo lytte mig til, at regeringen slet ikke anerkender, at der et problem, og det synes jeg er rystende, fordi det er det samme som at sige, at der ikke skal være en gevinst af nævneværdig karakter ved at gå på arbejde.«

Det er jo over et år siden, at I fremsatte ønsket om et moderne kontanthjælpsloft. Hvad skal det indebære?

»Vi arbejder med det. Det er vi ikke færdige med. Men vi har jo skitseret, hvad vi ønsker at opnå - nemlig, at det i højere grad skal kunne betale sig at tage et job. Og der har det en betydning, hvad man kan få i samlede ydelser. Det er et kompliceret arbejde, det har vi ikke lagt skjul på, fordi det er samspillet mellem de mange forskellige offentlige ydelser, der udløser problemet.«

Ville det ikke være fair over for vælgerne at blive konkrete, før de skal stemme?

»Det kan jeg ikke garantere, fordi vi sidder og arbejder med det, og jeg ved ikke, hvornår valget kommer.«