Venstre åbner for opgør med konventioner

Danmark skal ikke nødvendigvis lade sig binde af internationale konventioner, lyder det fra Venstre i et arbejdspapir om partiets udlændingepolitik.

ARKIVFOTO af Inger Støjberg (V). Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstres udlændingepolitik skal ikke bremses af internationale forpligtelser. Faktisk åbner partiet for at opsige internationale konventioner, viser et foreløbigt udspil til en ny udlændingepolitik fra Venstre. Det skriver dr.dk.

Venstre skriver i oplægget, der har titlen »Et åbent Danmark - for dem der kan og vil!«, at konventioner ikke er uforanderlige, men at de er et udtryk for politiske forhandlinger og kompromisser.

»Derfor skal vi dels udfordre og diskutere rækkevidden af konventionerne og dels i helt særlige tilfælde vælge, at vi ikke længere skal være bundet af internationale forpligtelser, hvis det fører til uacceptable resultater,« står der ifølge dr.dk i papiret fra Venstre.

I det foreløbige arbejdspapir bliver der blandt andet lagt op til at gøre det nemmere for udlændinge, der kommer fra lande med en »kulturel forbundenhed og tilknytning« til Danmark, at komme hertil. Dermed bliver der altså lagt op til forskelsbehandling af udlændinge, og det er ifølge Venstres »bedste overbevisning« i overensstemmelse med internationale konventioner.

Venstres endelige udspil ventes at blive præsenteret på partiets gruppemøde den 8. august, men allerede nu er Dansk Folkeparti klar til at tage tråden op fra arbejdspapiret.

»Dansk Folkeparti har i Folketingssalen helt konkret foreslået, at Danmark fratræder FNs statsløsekonvention, og vi har foreslået nedsættelsen af en kommission, der skulle arbejde på at tilbageføre kompetencer til Folketinget hvad angår asylområdet, udvisningsregler og udlændingepolitik i det hele taget, og Venstre har ikke bakket vores forslag op,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), der fortsætter:

»Men nu er de tilsyneladende med, må man forstå, og hvis det holder, så er jeg en rigtig glad mand. Men jeg vil se det omsat til håndgribelige politiske resultater, før jeg for alvor tror på det. Det er næsten for godt til at være sandt«.

Partiets politiske ordfører, Inger Støjberg (V), understreger, at Venstre ingen intentioner har om at begå konventionsbrud, selvom målet er at gøre det lettere for nogle udlændinge end andre at komme til Danmark.

»Vi overholder både grundloven og internationale konventioner, som vi er forpligtet til, når vi lægger noget frem,« siger hun ifølge dr.dk.