Velfærd, fladskærme og automatgear

En broget forsamling lod sig kalde til velfærdsdemo på Christiansborg Slotsplads. Fra sygerplejersker og sundhedsassistenter med klare budskaber til andre med knap så klare.

Christiansborg Slotsplads summede af folkefest under demonstrationerne i går. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

En overrislet herre iført dåseøl påkalder sig opmærksomhed. Han sidder op ad rytterstatuen af Frederik VII midt på Christiansborg Slotsplads. Med knyttet næve brøler han mod borgen:

»Vi mangler eksperter på svagstrømsområdet, Hr. Fogh! Vi mangler fred i verden, Hr. Fogh!«

Ellers er der stille. Det er en time før massedemonstrationen, og der er stadig ingen mennesker.

Men så sker der noget.

Nede i den anden ende af slotspladsen begynder TV 2 News’ sendebil at køre. Helt af sig selv. Den sølvfarvede kassevogn kører direkte mod Finansministeriets trappe. Som vil køretøjet ind og afæske finansminister Thor Pedersen nogle bevillinger. Vognen brager ind i ministeriets mur og maser to cykler. Vagter kommer løbende ud. TV 2 News’ folk slår ud med armene.

En lille skare af tililende forsikrer hinanden om, at det var godt, ingen kom til skade. De taler mystificerede om den uforklarlige hændelse.

»Det er regeringens skyld. Alting er regeringens skyld idag,« smiler en tilskuer.

Wooouuuuuhh
Det er store demodag. Det er Folketingets åbningsdag. Med statsministerens tale. Nationens fagforbund har kaldt til massedemonstration på slotspladsen. Netop som de få ankomne begynder at mumle om, hvor folk bliver af, begynder pladsen alligevel at suge massen ind. Sygeplejersker iført hvide T-shirts og røde paraplyer, hjemmehjælpere, metalarbejdere og gymnasieelever ført frem i busser træder til.

»Ja til velfærd – nej til forringelser,« står der oppe på den opstillede scenes bagtæppe ind mod Slotskirken.

På designer Per Søndergaards demoskilt står: »Hvor mange fladskærme har et menneske brug for?«

»Det er fordi, at det er, hvad vi bruger penge på i stedet for at bruge dem til de gamle, på uddannelse og på sundhedssektoren,« siger han: »Og det er jo bare helt galt«.

»Hvor er det dejligt at se så mange mennesker, wooouuuuuhh,« råber den kvindelige konferencier i mikrofonerne oppe fra scenen. Hun og hendes mandlige kollega er fra noget, der hedder »Genstart Danmark«, et fælles initiativ, som samler venstrefløjens og arbejderbevægelsens ungdom.

Alle de forbundsproducerede skilte plus en række røde hænder-skilte kræver »flere hænder og mere løn«. Alle andre er imod statsminister Anders Fogh Rasmussen, subsidiært Bertel Haarder. Eksempelvis »Gæt en lort« (med et billede af Fogh), »Ud med Fjogh«, »Find fem fejl (fem billeder af Haarder) og den socialdemokratiske ungdoms: »Tiden går...smutter Fogh snart?«

Hvad mener I med det, spørger Berlingske Tidende en yngre socialdemokrat. »Det er ikke mig, du skal snakke med,« siger hun.

Vi er for dårlig lønnet
Sygeplejerske Gitte Nielsen kan godt tale for sig selv.

»Det er jo meget, ikke? Vi er simpelhen for dårlig lønnet, og så er vi for få til at udføre de opgaver, der der skal udføres. Det må der laves om på. Længere er den ikke,« siger hun.

På hendes hvide T-shirt står: »Bedre løn + flere sygeplejersker = mere velfærd«.

Andre har vanskeligere ved at godtgøre dagens parole om velfærd. Én har medbragt et rødt banner med en hampplante på. En anden har en stor Christiania-fane: »Hvad jeg er her for,« gentager han: »Ved du ikke det?«. »Næh,« siger Berlingske. »Så gider jeg virkelig heller ikke forklare det for dig,« siger han.

LO-fomand Hans Jensen taler: »Er her nogle socialistiske balladenmagere,« siger han med reference til Anders Foghs et år gamle udbrud. Jensen taler om, at »regeringen ser anderledes på virkeligheden end vi andre«. Der har været »seks år med besparelser. Nu er det nok. Vi vil ikke acceptere flere besparelse på vores velfærd,« siger han med grødet og hæs, men fast stemme.

Mathilde Knaphøien, 3. ger fra Slagelse Gymnasium, er åbenbart enig. Hun har fat i den ene ende af et stort banner, hvorpå der står:

»Vi græder for vores velfærd«. »De skærer ned i vores administration og sender flere ud i pædagoikum uden at sende penge med,« forklarer hun. Der er mødt over 200 elever op fra Slagelse Gymnasium alene.

»Det er jo heller ikke kun os. Der sker så mange forringelser,« siger Mathilde.

Vidste du, at den borgerlige regering de sidste seks år har brugt knap 40 milliarder kroner mere på velfærd end den socialdemokratiske regering gjorde?

»Nej, men er vi ikke også blevet meget rigere,« genspørger 3. geren.

Jens Unmack begynder at synge om kærlighed. Til Vesterbro.

Arogant
»Wooouuuuuhh,« lyder det oppe fra scenen. »Vi er 70.000 mennesker. 70.000 mennesker, der siger nej til flere forringelser! Anders Fogh Rasmussen har beskrevet vores kamp som »en konkurrence i overbud. Det er da arrogant,« råber den kvindelige konferencier.

En ung fyr i hiphop-outfit råber med overstyret stemme op mod scenen:

»Sådan et svin, mand, et fucking svin, mand! Død over ham, mand! »Konkurrence i overbud!« Det er det værste, nogen nogensinde har sagt,« skriger han. Herpå vender han sig grinende om mod sine kammerater, der også griner.

De unge ironikere er også til demo. Dem, der aldrig siger, hvad de mener eller aldrig mener, hvad de siger.

Deltagertallet i demonstrationen på slotspladsen udlægges senere af politiet til at være omkring 50.000.

Demonstrationen går efter et par taler mere henad ved sekstiden i opløsning. Slotspladsen antager langsomt sin oprindelige vindblæste form. Man forventer at se den overrislede mand dukke op ved rytterstatuen igen. Men han må være gået neden om eller uden om og hjem.

TV 2 News’ sendevogn holder stadig nede ved Finansministeriet. Nu i passende afstand fra ministeriets mur. Man kan forestille sig, hvad de taler om, når de kører hjem fra demonstrationen. Kan sådan én virkelig bare køre af sig selv? Helt uden nogen i virkeligheden har gjort noget,« som én af teknikerne sagde.

Han mente, det måske kunne have noget med automatgearet at gøre.