Vejle: Politiskole hos os kan åbne om et år

Vejle ligger godt til i forhold til at huse ny politiskole, mener borgmester, efter at Herning er droppet.

Foto: Claus Fisker.
Læs mere
Fold sammen

København. Med Herning ude af spillet om en ny politiskole ligger Vejle særdeles lunt i svinget til at blive hjemsted for det nye vestdanske uddannelsessted.

Det erkender Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V). Men han er varsom med at sælge skindet, før bjørnen er skudt.

- Nu håber jeg ikke, at jeg har været så meget fremme, at man vil sige, at det så i hvert fald ikke skal være Vejle, siger han til Ritzau.

I den rapport fra Rigspolitiet, som skal danne grundlag for beslutningen om placering af en ny skole, ligger Vejle som nummer et. Det skyldes blandt andet byens geografiske placering.

Til gengæld trækker det ned, at de bygninger, Vejle har budt ind med, efter Rigspolitiets vurdering vil tage relativt lang tid at bygge om.

Men der tager rapporten fejl, mener Sigtenbjerggaard.

Han siger, at en ny politiskole kan være klar til at have elever på skolebænken 1. januar 2018.

Den nye politiskole vil ikke være endeligt færdig da, men de første elever vil kunne starte, mener borgmesteren.

/ritzau/