Velkommen til pressemødet.
Det foregår virtuelt, fordi coronasmitten den har bredt sig til Folketinget og regeringen.
Når vi har indkaldt til pressemøde i dag, så er årsagen dog en anden og mere alvorlig.
Statens Serum Institut har observeret en meget alvorlig udvikling i corona forårsaget af mink.
Der er i dag konstateret coronasmitte på 207 minkfarme. Og den udvikling er sket til trods for en intensiv indsats for at begrænse smitten.
Samtidig ses smitte med nye muterede typer af corona både i danske minkbesætninger og i lokalbefolkningen.
Det er altså heller ikke lykkedes at begrænse yderligere spredning til det omkringliggende samfund.
Med andre ord:
Virus er muteret i mink, og den muterede virus har spredt sig til mennesker.
Og hvad værre er – og det er meget, meget alvorligt – så har Statens Serum Institut i laboratoriet fundet fem eksempler på virus i minkfarme 12 eksempler på virus hos mennesker, der udviser nedsat følsomhed på antistoffer.
Med andre ord: Den muterede virus – via mink – kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal.
Over hele verden arbejdes der i måneder, uger og dage på højtryk for at udvikle en vaccine mod coronavirus.
Men Statens Serum Institut har altså vurderet, at med den mutation af corona, som vi nu ser i Nordjylland – så kan vi risikere, at effekten af en vaccine bliver svækket eller i værste fald udebliver.
Dermed kan muteret virus hos mink have voldsomme negative konsekvenser for hele verdens håndtering af den igangværende pandemi.
I Danmark har vi selvsagt et stort ansvar over for vores egen befolkning.
Med den mutation, der nu er konstateret, så har vi nu også et større ansvar for resten af verden. En muteret virus risikerer at blive spredt fra Danmark til andre lande.
Og derfor skal vi tage situationen på de danske minkfarme ekstremt alvorligt.
Vi vil som regering gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at den muterede smitte bliver inddæmmet, og at den ikke spreder sig yderligere.
Det kræver resolut handling:
For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene.
Vurderingen fra Statens Serum Institut er klar: En fortsat minkavl under den igangværende epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge covid-19 med vacciner.
For at understøtte den aflivningsindsats, som Fødevaremyndighederne allerede er i gang med, så iværksættes der nu en nødplan for aflivning, som håndteres i regi af Den Nationale Operative Stab under politiets kommando og med bistand fra Forsvaret, fra Beredskabsstyrelsen og fra Hjemmeværnet.
Når alle mink skal aflives – også avlsdyr – så ved vi godt, at det kan blive meget svært for erhvervet at komme igen. Det er en uhyre vanskelig situation.
Og det er derfor også en beslutning, vi som regering træffer med et tungt hjerte.
Men på baggrund af sundhedsmyndighedernes klare anbefaling er det den nødvendige beslutning at træffe i Danmark.
Jeg vil have lov til både at udtrykke min store sympati for og beklagelse over for de danske minkavlere.
Mange af jer mister ikke alene jeres levebrød, men et livsværk. I nogle tilfælde hele slægtens værk, som er gået i arv over generationer.
Vi ved godt, at minkfarmene har en meget stor betydning lokalt flere steder i Danmark. I er en vigtig dansk eksportsucces. Danmark er verdens største producent af minkskind.
Alt det her er regeringen smerteligt bevidst om.
Det er en sorgens dag for jeres erhverv og for alle jer, der lever af det. Om lidt vil vi uddybe, hvordan vi vil hjælpe de berørte minkavlere gennem det her økonomisk.
Altså: For det første må minkbestanden aflives.
For det andet skal vi sætte effektivt ind for at inddæmme den muterede variant af corona, som allerede er blevet overført til mennesker.
Status er som sagt, at der er registreret 12 personer med den muterede covid-19 virus i Nordjylland.
Derfor anbefaler myndighederne, at vi iværksætter en række lokale tiltag og restriktioner, som skal reducere smitteudviklingen i de kommuner, hvor den muterede virus vurderes at være udbredt.
Det er lige nu Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø Kommuner.
Alle jer beboere i de kommuner må forberede jer på yderligere restriktioner i den kommende tid.
Sundhedsmyndighederne arbejder på højtryk med den helt konkrete udformning af de nødvendige tiltag og restriktioner. Der vil være tale om en nedlukning i de her kommuner, der går længere end de restriktioner, der gælder i resten af landet.
Regeringen vil på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger præsentere de lokale indsatsplaner i morgen.
Og myndighederne vil lave en konkret plan for, hvordan vi får testet så mange som muligt fra de berørte områder i Region Nordjylland.
Samtidig arbejder myndighederne på en stærkt intensiveret smitteopsporing i forhold til personer med den pågældende mutation.
Jeg vil have lov til at sige til alle jer i Nordjylland: Vi ved godt, at vi med den besked efterlader jer i uvished frem til i morgen.
Det kommer til at betyde bekymringer, og jeg beklager, at det må være sådan. Men situationens ekstreme alvor tilsiger, at vi skal handle, hvad angår minkene, nu.
Corona har endnu en gang vist, hvor svær en sygdom det er, vi har med at gøre.
Vi bliver nødt til at møde den med handlekraft. Det drejer sig om liv og død. Ikke kun i Danmark, men i hele verden.
Det drejer sig om økonomi, eksport og arbejdspladser, og vi skal have situationen under kontrol ved en fælles indsats. Som vi har gjort det før.