Var det en »ordre« eller ej? Det sagde Mette Frederiksen helt præcist på omstridt pressemøde

Var det en ordre, som statsminister Mette Frederiksen (S) udstedte til landets minkavlere på det omdiskuterede pressemøde 4. november? Læs her, hvad statsministeren sagde på pressemødet.

 
Mette Frederiksen meddelte på et pressemøde 4. november, at alle mink i Danmark skulle aflives. Video: Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Debatten om det omdiskuterede pressemøde, der blev afholdt 4. november, har fået fornyet styrke, efter at justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag pludselig gik i rette med landets medier og flere eksperter.

I flere medier er statsminister Mette Frederiksens udtalelse fra pressemødet om, at alle mink »skal« aflives, nemlig blev omtalt som en »ordre« til landets minkavlere. Men det er ganske enkelt ikke rigtigt, at der skulle være tale om en ordre, lyder det fra justitsministeren.

»Men det er simpelthen ikke rigtigt, at regeringen på pressemøderne den 4. og 5. november 2020 har givet en ulovlig ordre,« udtalte justitsministeren torsdag i en pressemeddelelse.

Nick Hækkerup forklarede, at udtalelser fra et pressemøde ikke kan udgøre en »ordre« – forstået som en besked, som borgerne – i dette tilfælde minkavlerne – er tvunget til at efterleve.

Korrektionen fra justitsministeren blev med det samme modtaget med skepsis fra en række politikere på sociale medier.

»Det er jo helt orwellsk, det, regeringen har gang i,« skrev sundhedsordfører Martin Geertsen (V) med henvisning til George Orwells dystopiske bog »1984«, hvor Partiet med nysprog forsøger at påvirke folket.

»Der er en del ord, jeg gerne ville høre mindre, og også nogle af de truede ord det ville være en fest at høre mere. Obsternasig er for eksempel et fedt ord. Men det virker som en rimelig håbløs opgave ligefrem at ville aflive et ord politisk. Jeg spår »ordre« en gylden fremtid,« skrev de Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, på Twitter.

Også Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen blandede sig i debatten.

Frederik Waage, professor MSO ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, har siden udtalt, at statsministerens udtalelse godt kan have en retsvirkning for minkavlerne, selv om hun ikke havde loven på plads.

»Lader sig ikke forhandle«

Men hvad sagde statsministeren egentlig på pressemødet?

Berlingske har genset pressemødet. Læs en række af statsministerens udtalelser her:

»For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyr. Vurderingen fra Statens Serum Institut er klar. En fortsat minkavl under den igangværende epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge corona via en vaccine,« lød det fra statsministeren.

Derefter gjorde Mette Frederiksen det klart, at alle mink skal aflives.

»Når alle mink skal aflives, så ved vi godt, at det bliver meget svært for erhvervet at komme igen. Det er en uhyre vanskelig situation. Og det er derfor en beslutning, vi som regeringen træffer med et tungt hjerte. Men på baggrund af sundhedsmyndighedernes klare anbefaling er det den nødvendige beslutning at træffe i Danmark,« sagde hun.

Statsministeren gjorde det senere klart, at beslutningen ikke var til forhandling.

»Jeg bliver også nødt til at sige, som det også har været sagt fra Statens Serum Institut tidligere, at den risikovurdering, der ligger til grund for den her beslutning, kan i vores øjne ikke forhandles eller diskuteres,« sagde hun og fortsatte:

»Når der er så stor en risiko forbundet med fortsat minkproduktion, og det handler om den fremtidige og potentielle værdi af en vaccine, så er vi nødt til at træffe den her beslutning, og den konklusion lader sig ikke forhandle. Det er vores meget klare overbevisning,« lød det fra statsministeren.