Denne kronik har resulteret i en længere debat. Claus Hjort Frederiksen og Søren Kjeldsen-Kragh har i kronikker 14. marts. og 18. april forsvaret Fogh Rasmussens økonomiske politik. Jeg har selv uddybet sammenligningerne mellem Anker Jørgensen og Fogh Rasmussen i en kronik 6. april. Det seneste bidrag til denne debat er en lang artikel i Politiko 6. juni af Henning Tjørnehøj med et varmt forsvar for Anker Jørgensens økonomiske politik, bl.a. støttende sig til Balder Asmussens artikel fra sidste nummer af Historisk Tidsskrift.

Skal 1970erne og Anker Jørgensens regeringsperiode vurderes, så er det for det første klart, at Anker var en sympatisk politikertype. Den sidste ikke-akademiske statsminister her i landet; en ærlig politiker der ikke behøvede fokus-grupper og Gallup-undersøgelser for at finde ud af, hvad han skulle mene. Der er heller ikke tvivl om, at hans regeringsperiode var ekstremt vanskelig, både økonomisk og politisk. Med to oliekriser var dansk økonomi udsat for langt større stød, end vi har set siden 1930erne. Politisk var Glistrups skattenægterparti kommet ind i et stærkt splittet Folketing. Fagbevægelsen var langt mindre makroøkonomisk ansvarlig end i de seneste årtier.

Der er altså – som jeg også redegjorde omhyggeligt for i min kronik 6. april – mange undskyldninger for Anker Jørgensens regering. Men som Tjørnehøj at gøre denne periodes økonomiske politik til en succes forekommer mindre forståeligt. Et stort betalings­balanceunderskud i hele perioden; en devalueringspolitik der resulterede i en overrente på omkring 10 procent i forhold til den tyske rente; en arbejdsløshed der steg fra under 2 procent til næsten 10 procent i perioden; en inflation der blev stabiliseret oppe omkring 10 procent; og nogle mislykkede økonomisk-politiske strategier som den midlertidige momsnedsættelse og twist-politikkens drejning af forbruget fra privat til offentligt forbrug – det taler alt sammen deres tydelige sprog.

Dette billede har naturligvis mange nuancer og modifikationer, og de må diskuteres mere detaljeret i faglige økonomiske og historiske tidsskrifter. Ansvarsfordelingen for politikken mellem politikere i og uden for regeringen, organisationer, embedsmænd og eksperter må også diskuteres. Man må håbe, at det sidste årtis unuancerede og skadelige opdeling i røde og blå synspunkter ikke breder sig til de historiske analyser. Når Tjørnehøj taler om »borgerlig historieforfalskning«, så bidrager det ikke til en seriøs debat.

Den største forskel på Tjørnehøjs og min grundholdning er nok, når det kommer til stykket, at idealet for hele mit virke som ekspert og debattør har været at prøve at være så neutral som muligt, mens Tjørnehøjs hele virke er præget af en energisk og entusiastisk kamp for et bestemt synspunkt.