Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, siger mandag før regeringsforhandlinger i København, at han ikke håber, at Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, vil stå i vejen for en blå midterregering.

DF-formanden har det som et ultimativt krav, at Moderaterne ikke må komme med i en regering, da han ønsker at holde M-formand Lars Løkke Rasmussen uden for politisk indflydelse.

- Jeg håber, at Morten også vil se mulighederne her, frem for at fastholde en trussel om at vælte en borgerlig statsminister, siger Alex Vanopslagh.

- Hvis det er sådan, at vi er en række partier, der kan blive enige om et offensivt politisk grundlag med en borgerlig statsminister, Troels Lund Poulsen (V), og hvis den eneste grund til, at det ikke kan lade sig gøre, er, at Dansk Folkeparti vil vælte en borgerlig statsminister, så bliver jeg enormt skuffet, siger LA-formanden.

Alex Vanopslagh har tidligere foreslået en meget bred regering, der bakkes op af partier fra De Radikale og Moderaterne til Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

- Jeg tror stadig på det, siger han på vej ind til forhandlingerne.

Morten Messerschmidt, der på valgaftenen sagde, at han og Dansk Folkeparti ville "æde" Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen, kom allerede dagen efter folketingsvalget med et tilbud til Løkke.

Det gik ud på, at både Dansk Folkeparti og Moderaterne skulle bakke op om en blå regering, men uden selv at sidde i den.

Lars Løkke Rasmussen havde tydeligvis oplevet at få bedre tilbud i sit politiske liv, og han pandede idéen ned omgående.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, blev fredag i sidste uge udpeget som kongelig undersøger i bestræbelserne på at få dannet en ny regering efter folketingsvalget 24. marts.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) havde forinden forgæves forsøgt at danne regering.

Lars Løkke Rasmussen valgte fredag at meddele, at han nu pegede på Troels Lund Poulsen som forhandlingsleder.

Dermed var der flest mandater bag Venstre-formanden, som nu leder regeringsforhandlingerne, der er flyttet til Hotel Scandic Spectrum i hovedstaden.

/ritzau/