Vanopslagh åbner for at gøre Troels Lund Poulsen til statsminister: »Jeg vil stå med åbne arme og konfettirør«

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har længe været udset som leder af den borgerlige opposition. Men nu følger Vanopslagh både DFs og De Konservatives eksempel og åbner for at gøre forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til statsminister.

I månedsvis har pilen peget på ham. Socialdemokratiet har endda på sociale medier forsøgt at presse ham til at droppe facaden og springe ud som det, de mener er klart for enhver: Nemlig, at Alex Vanopslagh er de blå partiers bedste bud på en statsministerkandidat.

Men nu åbner Alex Vanopslagh for, at det skal være Venstre-formand Troels Lund Poulsen, der skal stå i spidsen for en blå regering.