Uden at vidne om høj intelligens – der var for mange konkrete eksempler på det modsatte – blev den vigtigste beslutning i skolegården i det vestlige Aarhus i midt­firserne – hvem der skulle være de to fangere i Hasle Skoles legendariske udgave af tik, »isbjørn« – truffet med respekt for principper, der ikke blot var Rousseau og Montesquieu værdige, men trak på demokratisk tankegods fra Aristoteles’ Athen og de italienske bystater Venedig og Firenze: Vi trak sgu lod.

Men måske er denne simple variation af demokratisk udvælgelse – lodtrækningen ­– ikke bare hurtig og retfærdig i det store frikvarter, men svaret på et af tidens vigtigste spørgsmål: Hvordan redder vi vores kære demokrati?

Det mener den belgiske kultur­historiker og arkæolog David Van Reybrouck i hvert fald. I sin nye bog, »Imod valg – til forsvar for demokratiet«, argumenterer han imod de repræsentative demokratiers fundamentalistiske tro på valghandlingen og for brugen af lodtrækning, når folkets repræsentanter skal ’lodtrækkes’ til parlamentet. Så før du læser videre, vil det være formålstjenstligt, at du udvisker lighedstegnet mellem valg og demokrati­. Det er ved gud svært!

Reybroucks velskrevne bog går kirurgisk til værks og er inddelt i kapitler med navne fra lægehåndbogen: »Symptomer«, »diagnoser«, »patogene­se« (sygdommens opståen og udvikling) og »medicin­«.

Symptomerne på demokratiets legitimitets­krise er åbenlyse – også i en dansk kontekst: Protestpartier stormer frem til højre og venstre, mistillid mellem politikere og befolkninger vokser, partiers medlemstal falder, EU-skepsissen er kronisk, vælgerne er troløse, og valg­deltagelsen falder. Det sidste gælder ikke Danmark – endnu.

Ud over denne legitimitetskrise er vores model ramt af en effektivitets­krise. Få partier ønsker reelt at regere, da prisen målt i tilslutning er for høj. Se bare SF, K og DF. Politiske kriser bliver længere og længere. Den måske største i Reybroucks hjemland, Belgien, der i sommeren 2010 stod uden regeringen i 541 dage. Et andet eksempel er den amerikanske budgetkrise i efteråret 2013, der satte USA i stå. Sverige og Sverigedemokraterna, Grækenland. At vi i Danmark primært står i en legitimitetskrise og ikke en effektivitetskrise, gør ikke »Imod valg« mindre interessant­.

Fejldiagnoserne

Der findes ifølge Reybrouck tre typiske diagnoser på det, han kalder Det demokratiske udmattelsessyndrom. Populisme-diagnosen stiller politikere som Wilders, Le Pen, Farage, Grillo og Gyldent Daggry, som giver elitære politikere skylden og svarer igen med en transfusion med ikke-elitært blod i parlamentet. Teknokrati-diagnosen forklarer krisen med det repræsentative demokratis manglende effektivitet. Flere kloge hoveder, tak. Direkte demokrati-diagnosen stiller blandt andre Occupy Wall Street-bevægelsen og henviser til valgte parti­politikere, der bekriger hinanden og sætter samfund i stå. Ud med ­parlamentarismen!

Det banebrydende i Reybroucks bog er dog hans egen diagnose, sygdommens udvikling og medicinen. Det demokratiske udmattelsessyndrom skyldes ikke det repræsentative demokrati, men vores version heraf: Det valg-repræsentative demokrati. For valg skaber en konstant undtagelsestilstand, hvor politikere har øjnene rettet mod næste valg. Medierne spiller med. Gisninger om valg med dertilhørende meningsmålinger, skarpe konflikter og brudte løfter er salgbare og klikvenlige. Valgrygterne har svirret i Danmark i årevis.

Også sygdommens udvikling er voldsomt interessant og velskrevet. Man mærker, at Reybrouck også skriver vellykket fiktion. Startende i Platons og Aristoteles’ Athen, hvor man netop trak lod blandt borgerne til det såkaldte 500-mandsråd, der forberedte lovforslag, ca. 400 år før Kristi fødsel. Andre eksempler finder man i Venedig (lodtrækning om statsoverhovedet) fra 1268 til 1797 og i Firenze (lodtrækning om regering og lovgivenede råd) fra 1328 til 1530. Demokrati er oldgammelt, det samme er lodtrækningen som demokratisk instrument, men valget, skriver Reybrouck, er faktisk en ny opfindelse­.

Det 18. århundredes franske enevælde­kritiske filosoffer havde samme forkærlighed for lodtrækning, både Charles-Louis de Secondat Montesquieu i »Om Lovenes Ånd« (1748) og senere Jean-Jacques Rousseau i »Samfundspagten« (1762). Men da d’herrers tanker blev omsat til papir på begge sider af Atlanten af de franske og amerikanske foun­ding fathers, der grundlagde den moderne stat i slutningen af 1700-tallet, var lodderne gemt og glemt. Ud røg englænderne og aristokraterne, ind kom demokratiet, men i en form, så man sikrede sig, at det stadig var de klogeste og stærkeste, der styrede, altså dem selv. Metoden hertil var valg.

Afslutningsvis giver Reybrouck en indføring i de seneste tiårs væsentligste forsøg med demokrati i form af borgerinddragelse med fem konkrete eksempler fra Canada, Holland og Island, hvor forskellige miks af direkte valg, lodtrækning og selvselektion er anvendt med blandet succes i projekter, der især omhandlede fornyelse af valgsystemer og grundlove. Det mest velfungerende eksempel fra Island havde også det største element af valg. Modigt byder han selv ind med et demokrati baseret på tilmelding og lodtrækning. Helt konkret vil han trække lod blandt borgerne til en policy-jury, som stemmer om lovforslagene. Stemmeurnerne er fortid, amatører­ne bestemmer.

Hvad er løsningen?

»Folk er blevet vanvittigt forkælede og føler ikke selv et medansvar for, at demokratiet har succes. Folk kan ikke bare sidde foran en skærm og skrige, at politikerne er nogle fjolser, for så bryder systemet sammen (...) Folk har det demokrati, de fortjener,« sagde Venstres Søren Pind, da POLITIKO i slutningen af 2014 stillede spørgsmålet: Hvem skal styre Danmark?

Baggrunden var en meningsmåling, hvor knap hver tiende dansker brugte en version af ordet »utroværdige«, når de tænkte på danske politikere. Og Pind kan have ret i, at demokratiets dovenskab trives: Vi går til valg, stemmer og brokker os hjemme fra sofaen. Men samtidig var det bemærkelsesværdige ved artiklen, at samtlige medvirkende toppolitikere erkendte udfordringen, men ingen løsninger havde. Reybrouck kommer med bud herpå og erkender undervejs, at lodtrækning også har sine begrænsninger. Det kan halte med effektiviteten, når menigmand deltager i den politiske proces. Derfor er hans bud på en ny styreform et miks af lodtrækning blandt alle og lodtrækning blandt dem, der melder sig selv. De sidste vil ofte være den gamle garde. På den måde sikrer man sig, at alt ikke går tabt i gule post-its.

I Danmark kender vi til borger­inddragelse i en grad, så det fremkalder søvn i øjnene på er ærlig teknokrat på Slotsholmen. Men forsøgene har været få og spredte og styret top-down. Reybroucks teori er græsrod, Uffe Elbæk og horisontale magtstrukturer, men skrevet uden røde sokker i skoene.

»Imod valg« er et godt debatoplæg, og problemstillingen er uhyggeligt vigtig. Som læser savner jeg en diagnose, der inddrager den politiske kommunikation. Man kunne frygte, at det, der skulle være en demokratisk styrke – at politikerne tæsker løs på Facebook i øjenhøjde med danskerne – faktisk devaluerer dem i troværdigheds øjemed.

Et andet aspekt, der kunne være ofret mere plads på, er rotation, som man ser det hos Enhedslisten og amerikanske præsidenter.­ Her fjerner man levebrødet for levebrødspolitikeren. Og om et lodtrukket parlament ville kunne føre nødvendighedens politik, skære i børnepengene, kontanthjælpen og fremskyde pensionsalderen, kan man tvivle på. I sidste ende er intet system perfekt, og måske vil der altid være et trade off mellem legitimitet og effektivitet.

I skolegården viste det sig ved, at lodtrækningen ikke altid gav det bedste resultat. Det var ikke sjovt, når de to hurtigste eller de to langsomste blev fangere – det ødelagde legen for alle, sagde valgfundamentalisten.

Titel: »Imod valg«.
Forfatter: David Van Reybrouck.
Sider: 212.
Pris: 250 kr.
Forlag: Tiderne Skifter.