Hvis konflikten om Grønlands fremtid blusser op igen, kan det komme til at undergrave den forestående valgkamp frem mod folketingsvalget den 24. marts.
Det vurderer Rune Stubager, der er valgforsker ved Aarhus Universitet.
- Det kan jo i sidste ende betyde, at politikere som Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) må bruge kræfter på at håndtere Grønlands-spørgsmålet i stedet for at føre valgkamp.
- Hvis der kommer nye påfund fra den amerikanske administration, kan det komme til at undergrave valgkampen, siger han.
Rune Stubager pointerer, at der sjældent før er blevet ført valgkamp så tæt på en national sikkerhedskrise.
Det vil gå værst ud over Moderaterne, hvis Løkke ikke kan vie al sin tid til valgkampagnen, pointerer Stubager.
- Udenrigsministeren må siges at have en ret stor betydning for partiet - og særligt i en valgkamp, siger forskeren.
Senest har Donald Trump, USA's præsident, meldt, at man vil sende et amerikansk hospitalsskib til Grønland.
Det har den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, klart og tydeligt afvist.
- Det bliver et nej tak herfra, har han skrevet på Facebook.
Konflikten mellem Danmark, Grønland og USA blussede op i januar, da Donald Trump gentog sit ønske om at få kontrol over Grønland.
Han udelukkede i første omgang ikke at bruge militær magt - det har han senere gjort.
Løkke var sammen med den grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, til møde i Washington i januar, hvor spørgsmålet om Grønland blev drøftet med den amerikanske administration - blandt andre vicepræsident J.D. Vance.
Her blev man enige om at etablere en arbejdsgruppe, der skal arbejde på en diplomatisk løsning.
Men kommer der nye meldinger om Grønland fra Donald Trump, kan det altså få en væsentlig betydning for den kommende valgkamp, vurderer Rune Stubager.
Mette Frederiksen udskrev torsdag folketingsvalg fra Folketingets talerstol.
Det skal afholdes den 24. marts.
/ritzau/
