Vælgerne vender sig mod Lene Espersen

De fleste vælgere har mistet tilliden til Lene Espersen som udenrigsminister, viser Gallup-måling. Stor modstand mod Espersens afbud til EU-møde.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udenrigsminister Lene Espersen burde have prioriteret et udenrigsministermøde i EU i mandags højere end sin private ferie i Italien. Det mener 70 procent af danskerne ifølge en Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende.

Blot 22 procent bakker op om Espersens beslutning om at holde ferie, mens hovedparten af EUs udenrigsministre behandlede emner som sanktioner mod Iran, klimamål og situationen i Gaza.

Dermed står den konservative formand svært svækket tilbage efter et halvt år med kritik af mødeafbud på grund af ferier.

Inden Lene Espersen i marts meldte fra til et arktisk møde i Canada havde 61 procent af danskerne i »høj grad« eller »nogen grad« tillid til, at hun kunne løfte opgaven som udenrigsminister. I dag er det tal faldet til blot 27 procent.

Og svækkelsen kan få udenrigspolitiske konsekvenser, vurderer professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Ole Wæver.

»Nu er hun snublet i de her feriesager, og det betyder en utrolig svækkelse, fordi hun jo nærmest ikke længere kan føre udenrigspolitik på en saglig måde. Hun er nu nødt til at gebærde sig defensivt og taktisk i forhold til at redde sit eget skind,« siger Ole Wæver.

Også mange konservative vælgere har mistet troen. Knap hver anden har »i ringe grad« eller »slet ikke« tillid til Lene Espersen som udenrigsminister.

Den konservative justitsminister Lars Barfoed forsvarer Lene Espersens afbud og peger på, at der ikke er dansk tradition for, at udenrigsministeren deltager i sommerens EU-møde.

»Den kritik kommer på grund af de andre sager og den storm, som har været. Men det må altså være sådan, at også Lene Espersen har mulighed for at tage på sommerferie ligesom alle andre. Derfor mener jeg, det er helt urimeligt at kritisere hende for det her,« siger Lars Barfoed.