I Grønlands hovedstad, Nuuk, endte valghandlingen med at blive forlænget med en halv time.

Valgstedet i Godthåbhallen skulle være lukket klokken 23 dansk tid - klokken 20 grønlandsk tid - men der var der fortsat borgere, der ikke var kommet igennem køen til stemmeurnerne.

Derfor fortsatte valghandlingen den halve time, indtil alle, der ankom inden lukketid, havde stemt.

Det forsinker også den efterfølgende stemmeoptælling, sagde afstemningsleder Bea Mølgaard Lennert, der er valgleder i Godthåbhallen i Nuuk, en halv time inden dørene lukkede.

- Dem, der er her klokken otte, får lov at stemme. Men vi lukker selvfølgelig dørene kokken otte, så fremmødte får lov at stemme. Vores optælling, som vi forventede lidt efter klokken otte, rykkes til senere, sagde Bea Mølgaard Lennert.

Hun oplyste også, at stemmeprocenten var 51 omkring klokken 18 grønlandsk tid.

Bea Mølgaard Lennert har været "lidt overvældet" af, hvor mange borgere der gennem tirsdagen er mødt op for at stemme i Nuuk.

- Tidligere har det været sådan, at i løbet af formiddagen tynder det ud. Men i dag har det overhovedet ikke tyndet ud. Der er hele tiden masser af mennesker.

Godthåbhallen er det eneste sted, der kan stemmes i Nuuk.

I alt er der 72 valgsteder i Grønland, hvor de 40.369 stemmeberettigede ifølge den officielle valghjemmeside valg.gl kan afgive deres stemmer.

Ved det seneste valg til Grønlands parlament, Inatsisartut, i 2021 var stemmeprocenten på 65,8. Det var ifølge KNR den laveste stemmeprocent nogensinde.

I Nuuk var stemmeprocenten i 2021 på 61.

Det grønlandske medie Sermitsiaq skriver, at stemmeprocenten i Grønlands næststørste by, Sisimiut, tirsdag er endt på 73,7 procent. Det er markant højere end ved valget i 2021, hvor 61,6 procent stemte.

Der skal vælges i alt 31 medlemmer til Inatsisartut ved tirsdagens valg blandt seks opstillede partier.

/ritzau/