V vil have EU i arbejdstøjet for flypassagerregister

EU-landene må trække i arbejdstøjet for at sikre et fælles flypassagerregister, mener europaparlamentsmedlem for Venstre Ulla Tørnæs.

Læs mere
Fold sammen

Et fælles register med oplysninger om flypassagerer står øverst på dagsordenen, når EUs indenrigs- og justitsministre torsdag samles til et møde i Letlands hovedstad, Riga.

Europaparlamentsmedlem for Venstre Ulla Tørnæs (V) glæder sig over, at de europæiske ministre efter forslag fra Europa-Kommissionen nu igen vil diskutere muligheden for et fælleseuropæisk flypassagerregister, der skal lagre oplysninger om flyrejser ind og ud af EU som et led i kampen mod terrorisme.

»Det er en rigtig god idé, at de nu tager handsken op, er trukket i arbejdstøjet, og forsøger at opnå enighed om et fælles flypassagerregister, så vi kan lave ét register i stedet for at ende i en situation, hvor landene måske vil lave hvert deres,« siger Ulla Tørnæs.

De folkevalgte i Europa-Parlamentet har tidligere blokeret Kommissionens forslag om et fælles flypassagerregister, og der er derfor tale om et revideret forslag. Parlamentsmedlemmerne er bekymrede for, at almindelige borgeres grundlæggende frihedsrettigheder bliver krænket, hvis adskillige data som eksempelvis kontokortoplysninger og ønsker til flymåltidet bliver lagret i flere år i en database.

Kommissionen lægger i det nye forslag blandt andet op til, at det skal være sværere at få adgang til de mange informationer, end der først blev foreslået.

Derudover skal oplysningerne blot opbevares i syv dage, før de bliver anonymiseret. Tidligere lød forslaget på 30 dage.

Ulla Tørnæs vurderer, at Parlamentets indsigelser er blevet hørt, og at man derfor kan forvente den påkrævede datasikkerhed.

»Det er klart, at der skal selvfølgelig være styr på sikkerheden. Når man indsamler så mange informationer og så meget data, så skal der også være sikkerhedsmekanismer, der beskytter den enkelte flypassager,« siger hun.

Målet med det fælleseuropæiske flypassagerregister er at få et nyt redskab i kampen mod terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet. På baggrund af registret vil man blandt andet kunne analysere en passagers rejsemønster og sammenholde disse oplysninger med andre data for at udpege potentielle trusler. I alt 42 typer oplysninger skal gemmes i op til fem år.