Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Venstre er klar til at sige både »welcome«, »bienvenue« og »witamy« til udlændinge på det danske arbejdsmarked. Vel at mærke dem, der kan og vil tage et job.
Arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V) anerkender således beregninger fra den liberale tænketank Cepos foretaget for Berlingske, der viser, at vi i Danmark kommer til at mangle 250.000 par hænder frem mod 2030, hvis vi vil have et velfærdsniveau på niveau med det svenske.
100.000 af dem skal finde inden for vores egne grænser, mens 150.000 skal komme udefra, fastslår tænketanken.
»Der er ingen tvivl om, at vi har brug for mere indvandring af arbejdskraft. Men vi har også brug for at fortsætte med reformerne, så vi sikrer, at flere af dem, der er på kontanthjælp og dagpenge, kommer i arbejde,« siger Hans Andersen.
Der er ellers gennem de seneste år gennemført et utal af reformer af både velfærdsydelser, arbejdsmarkedet, tilbagetrækningsalderen og skattesystemet, og flere økonomer pointerer over for Berlingske, at der ikke er meget mere at komme efter ad reformvejen.
Men det får ikke Hans Andersen til at ville ændre sit partis reformkurs.
»Der er ikke er nogen tvivl om, at vi har brug for en jobreform. Vi har brug for med et moderne kontanthjælpsloft at sikre, at det kan betale sig at arbejde. Og så skal vi sætte skatten ned for dem, der har de laveste indkomster, for det vil sikre, at flere kommer væk fra kontanthjælpen og dagpengene og får et job,« siger han.
»Og så er der ingen tvivl om, at vi har brug for veluddannet arbejdskraft, der kommer til Danmark og er med til at skabe yderligere vækst. Så det er en kombination, uanset om eksperterne har en anden opfattelse,« pointerer Venstre-ordføreren.
Men vi skal først og fremmest koncentrere os om de 100.000 hænder, der skal hentes i Danmark, mener Hans Andersen. Her skal vi især fokusere på, at unge mennesker får den rette uddannelse.
»Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at vi har brug for, at Danmark er åben for dem, der kan og vil, for det er med til at sikre en større vækst og sørge for, at virksomhederne bliver i Danmark og ikke flytter udenlands,« betoner Hans Andersen.