V: Thorning forvirrer om finanspagten

Statsministeren skaber uklarhed, når hun »freestyler« og ikke har styr på fakta, mener Venstre.

Lykke Friis (V) er ikke imponeret over Helle Thornings indsigt i finanspagten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Det skaber forvirring blandt borgerne, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) viser manglende indsigt i den finanspagt, som underskrives fredag klokken ni, mener Venstre. Det skete torsdag aften, da statsministeren ikke vidste, hvilke konsekvenser det vil få for Danmark, hvis de EU-dikterede budgetter ikke bliver overholdt.

- Det er ekstremt uheldigt, og det er mildest talt ikke hensigtsmæssigt. Det gælder om ikke at skabe uklarhed om finanspagten, og det synes jeg, at hun gør. Derfor vil jeg opfordre statsministeren til at stramme op, siger Venstres EU-ordfører Lykke Friis, og understreger at det ikke er første gang, at statsministeren skaber forvirring om finanspagten.

- Hun skal lade være med at freestyle og kaste sig ud i teoretiske konstruktioner, som vi også oplevede, da hun i Europaudvalget skabte uklarhed om, hvad der ville ske, hvis finanspagten bliver indfusioneret i EU-traktaten, fortsætter hun.

Det store EU-hus

EU-ordføreren understreger, at det svar kunne findes ved at slå op i den finanspagt, som underskrives klokken ni fredag morgen. Og svaret er, at man endnu ikke ved, hvilke konsekvenser det vil få for Danmark.

- I det øjeblik, den bliver skrevet ind i EU-traktaten, så kommer vi ind i det store EU-hus. Og der sagde hun (Helle Thorning-Schmidt, red.), at Danmark bare kan melde sig ud. Men der står klart i artikel 16 i finanspagten, at det skal vi først se på om fem år, når der er erfaringer med finanspagten, siger Lykke Friis.

- Så skal man da ikke sidde og sige, at Danmark kan gøre fuldstændig, hvad vi har lyst til. Det skaber uklarhed, understreger EU-ordføreren.

Borgerforvirring

Derudover kom statsministeren med en bombastisk udmelding til Washington Post under besøget hos USAs præsident, Barack Obama, hvor hun sagde, at EU har truffet større beslutninger i de seneste to måneder end i de seneste 50 år.

- Så siger hun, at finanspagten er større end EUs indre marked, ØMUen og større end optagelsen af øst- og centraleuropæiske lande. Så bliver borgerne da også forvirrede, siger Lykke Friis.

- Og nu kommer der her. Det skaber unødig forvirring omkring finanspagten. Så nu skal der altså strammes op, så vi undgår de her ups-diskussioner, slutter Lykke Friis.