V: SFs næstformand bruger DKP-metoder

Venstres politiske ordfører Peter Christensen vil have Villy Søvndal til at sætte sin næstformand på plads. Ellers giver det mindelser om DKP-metoder, mener han.

SFs næstformand Thor Möger Pedersen i samtale med Jesper Munk fra Østerbro kredsen under landsmødet tidligere på året. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SFs næstformand, Thor Möger Pedersen, bruger så yderligtgående metoder for at slå kritik ihjel, at Villy Søvndal er nødt til at gribe ind over for ham. Gør han det ikke, bringer det mindelser om de rene og skære DKP-metoder. Sådan lyder anklagen fra Venstres politiske ordfører.

- Villy må på banen og sætte Thor Möger på plads, siger Peter Christensen.

Han er dybt forarget over, at Thor Möger i et blogindlæg på avisen.dk hænger en lille håndfuld politiske kommentatorer ud, som i den senere tid har skrevet kritisk om, at SF i sin jagt efter regeringsmagten sælger ud af det politiske arvesølv, ikke mindst på udlændingepolitikken.

  • Om Politiken-kommentator Lars Trier Mogensen hedder det i blogindlægget, at hans kilder er "ukendte, formentlig fri fantasi".
  • En anden Politiken-kommentator, Rune Engelbrecht Jensen, betegnes som "falleret partiformand for Minoritetspartiet".
  • Bladets politiske kommentator, Peter Mogensen, betegnes som "tidligere socialdemokrat, nu mavesur radikal kommentator".

Den generelle beskyldning om, at SF har kopieret VKOs udlændingepolitik affejer SF-næstformanden som "bullshit".

Peter Christensen anser det for "uhørt", at SF i en presset situation, hvor partiet daler i meningsmålingerne, griber til den type af angreb mod navngivne journalister.

- Det er jo udtryk for en ubehagelig magtfuldkommenhed. Han anklager dem ikke kun for at have politisk slagside, men også for at skrive fri fantasi. Hvis Villy ikke vil sætte ham på plads, giver det mindelser om DKP-metoder. Det må så være fordi, det er en ledelsesstrategi at gå personligt efter de journalister, der stiller kritiske spørgsmål til SFs politik , siger Peter Christensen.



Villy Søvndal ønsker ikke at kommentere angrebet fra Venstre. Men folketingsgruppens næstformand, Astrid Krag, finder ingen anledning til at sætte partiets næstformand på plads og peger på, at det er under en måned siden, at udviklingsminister Søren Pind (V), gik frontalt til angreb på en journalist fra B.T., som havde skrevet en række kritiske artikler.


- Det er jo næsten lidt morsomt at se Peter Christensen fare op på den måde. Det er få uger siden, at ikke bare et menigt V-medlem, men en fremtrædende minister var ude i offentlige medier og gennemhegle en journalist. Det endda for noget undersøgende journalitistik. Man må da forvente, at Peter Christensen nu også har en høne at plukke med Søren Pind, siger Astrid Krag.

Hun ser ingen problemer i Thor Möger Pedersens ordvalg og nedsættende betegnelser.

- Som jeg læser det, er det skrevet med et glimt i øjet. Det er også det, som blogmediet kan. Det er fint også at tage debatten med kommentatorerne, siger Astrid Krag.


Men er det her ikke bare udtryk for, at SF er enormt presset i målingerne og er ved at gå i panik ved at forsvare sig med utraditionelle metoder?


- Nej, man skal være ret humorforladt for ikke at kunne se det glimt i øjet, der er i Thors blogindlæg. Man kan mere undre sig over, at Peter Christensen reagerer så voldsomt, siger Astrid Krag.