V: Regeringen skal lukke smuthul for pædofile

Venstre lægger nu pres på EU-Kommissionen og den danske regering i sagen om idrætsforeningers registrering af pædofile.

I et forsøg på at sikre, at danske idrætsforeninger stadig kan bruge persondata i kampen mod pædofile, har europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) onsdag taget kontakt til kommissæren for uddannelse og kultur, Androulla Vasilliou, Justitsministeriet og Kulturministeriet.

»Vi i Europa-Parlamentet har allerede gjort vores arbejde. Vi har for længst foreslået undtagelser for idrætsforeninger, der arbejder seriøst med at sikre børn og unge mod pædofili. Nu skal Kommissionen åbenbart have et kraftigt vink med en vognstang for at forstå, at vi skal pædofili til livs,« siger Morten Løkkegaard.

En ny persondataforordning fra EU efterlader ifølge Politiken et smuthul for pædofile, så de kan blive ansat i en dansk idrætsklub, når de har afsonet deres dom i det civile samfund, og dommen ikke længere fremgår af den såkaldte børneattest, der er en udvidet straffeattest. Det sker, fordi den nye persondataforordning vil forhindre idrætsorganisationer i at håndtere persondata.

Ifølge Morten Løkkegaard er tiden inde til, at den danske regering træder i karakter.

»Det er på tide, at den danske regering vågner op. Jeg har nu taget kontakt til både justitsministeren og kulturministeren for at sikre mig, at de lægger maksimalt pres på Kommissionen,« siger han.

Forhandlingerne om EUs databeskyttelsesforordning foregår stadig, og derfor er intet afgjort endnu.

»Jeg er helt sikker på, at Kommissionen og den danske regering fatter sagens alvor. Ellers skal vi nok sørge for at holde dem til ilden,« siger Morten Løkkegaard.

Også Dansk Folkeparti og Konservative ønsker at få sat en stopper for, at forordningen risikerer at genåbne døren for pædofili i danske idrætsforeninger.