V-profiler: Ellemann blev et forbillede for vores generation

Stephanie Lose og Kristian Jensen kalder Uffe Ellemann-Jensen et forbillede i deres generation i Venstre.

Stephanie Lose, der er i dag er regionsrådsformand i Region Syddanmark og næstformand i Venstre, og Kristian Jensen, der er tidligere udenrigsminister og en af Lose forgængere som næstformand i Venstre, peger begge på Uffe Ellemann-Jensen som en figur, der har formet deres generationer i Venstre. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, der natten til søndag er sovet ind, var i sin tid som formand for Venstre fra 1984 til 1998 med til at forme en hel generation af Venstre-folk, der voksede op i partiet i de år.

Det fortæller Venstres næstformand Stephanie Lose og den tidligere udenrigsminister og næstformand for Venstre Kristian Jensen søndag.

»Uffe gjorde det moderne og cool at være medlem af Venstre. Han skabte hele den bølge af unge liberale, der har været med til at sætte præg på Venstre og dermed hele samfundet lige siden,« siger Kristian Jensen.

»Den rolle, som Uffe har haft i forbindelse med murens fald samt opbakningen til det europæiske projekt, det tror jeg kommer til at stå som runesten ristet i dansk udenrigspolitik med Uffe som forfatter til runerne.«

Også for Stephanie Lose, der meldte sig ind i Venstre i slutningen af 90erne, stod Uffe Ellemann-Jensen som et lysende forbillede.

»Uffe Ellemann endte med at være en hel generations forbillede i Venstre og Venstres Ungdom,« siger hun.

»Rigtig mange unge VU- og Venstre-folk fra min generation vil pege på, at det var Uffe, der var årsagen til, at de meldte sig ind i Venstre.«

»Jeg tror, at det har noget at gøre med politikken, og at Uffe var med til at modernisere Venstre og tale til et bredere segment, end hvor man oprindeligt kom fra.«

»Det passede til den tidsånd, der var. Som optakten til Berlin-murens fald og den frihedsfortælling, der bredte sig derefter. Kombineret med hans helt utrolige evne til at sige tingene direkte og ligefrem og så med den her underspillede humør.«

Kristian Jensen blev valgt til Folketinget i 1998 og sad derfor i Folketinget med Uffe Ellemann-Jensen frem til 2001.

»Normalt sidder man efter anciennitet i Folketingssalen. Men Uffe besluttede selv, at han satte sig ned blandt os nyvalgte,« siger Kristian Jensen.

»Der sad han og gav os gode råd, anekdoter og en gang imellem røverhistorier fra sin tid som udenrigsminister. Så jeg har en meget varm erindring fra den tid, vi var kolleger sammen.«

/ritzau/