V-profil vil have flere københavnere i Folketinget

Valgloven skal ændres, så politikere fra hele landet får lige adgang til Folketinget, mener Jan E. Jørgensen.

Venstre-politiker Jan E. Jørgensen vil ændre valgloven. Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

I dag er det nemmere at få en plads i Folketinget, hvis man er fra eksempelvis Vestjylland end København.

Men det skal der laves om på, hvis det står til Venstres Jan E. Jørgensen. Det fortæller han til TV2 Lorry.

»Det er urimeligt, og der er ikke rigtig nogen, der er opmærksomme på det,« siger han til tv-mediet.

Urimeligheden består ifølge folketingsmedlemmet, der selv er valgt i Københavns Storkreds, i, at mandaterne koster flere stemmer i hovedstaden end i eksempelvis Vestjylland.

»I Vestjylland er mandater billigst, og i Københavns Omegn er mandater dyrest. I Vestjylland skal der omkring 25.000 stemmer til et mandat, mens der skal omkring 35.000 stemmer til et mandat i Københavns omegn,« uddyber Jan E. Jørgensen over for Ritzau.

Han understreger, at ændringen ikke vil få betydning for, hvor mange mandater hvert parti får.

Partiforsker på Københavns Universitet, Karina Kosiara-Pedersen, har svært ved at se, at det vil gøre den store forskel på den førte politik på Christiansborg.

»Selv om mandaterne er billigere i Jylland eller i de tyndt befolkede områder, så er det partierne, der bestemmer politikken,« siger hun til TV2 Lorry.

Jan E. Jørgensen tror dog, at en ændring vil få betydning.

»Når der kommer flere i Folketinget, som er valgt i hovedstaden, vil der også være flere, som fremfører synspunkter, som vores vælgere lægger vægt på.«

»Er en motorvej vigtig i Holstebro eller Frederikssund? Det er klart, at det har man et forskelligt syn på,« siger han til Ritzau.

Venstre-politikeren fortæller, at han endnu ikke ved, om han får opbakning til forslaget fra sine partikolleger i Venstre.

»Jeg tror også, at holdningerne hos os vil være delt efter, hvor man selv er valgt henne,« siger Jan E. Jørgensen.

Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser, at det undersøger V-politikerens forslag om at ændre valgloven.

/ritzau/