V-profil fik omstridt abortcitat slettet

Venstre lægger afstand til abortcitat om »sløseri«. Hovedpersonen har selv fået slettet kommentaren.

Foto: Nils Meilvang. Kristian Pihl Lorentzen har trukket kommentar om abort tilbage.
Læs mere
Fold sammen

Midt i valgkampen har Venstre-profilen Kristian Pihl Lorentzen fået slettet en omstridt kommentar om fri abort.

Det bekræfter organisationen Retten Til Liv overfor Berlingske.

I en spørgeskemaundersøgelse havde organisationen tidligere spurgt om folketingsmedlemmet Kristian Pihl Lorentzen ville arbejde for at begrænse antallet af aborter.

Her havde Lorentzen svaret »ja« og tilføjet:

»Det bør ikke være muligt at få fri abort et stort antal gange. Det er sløseri og personlig ansvarsforflygtigelse«.

Ville trække tilbage

Svaret har den seneste tid stået på organisationens hjemmeside ligesom en række andre politikeres holdning til abort kan læses.

Citatet fik onsdag stor opmærksomhed efter en artikel i metroXpress, og det fik altså onsdag middag en person tilknyttet Kristian Pihl Lorentzen til at kontakte Retten Til Liv og bede organisationen slette kommentaren.

»En fra hans hold ringede og sagde, at han gerne ville trække alle sine udtalelser tilbage. Det må vi respektere,« fortæller kommunikationssekretær Kerstin Hoffmann, der selv slettede kommentaren kort derefter.

Fold sammen
Læs mere

Her er Kristian Pihl Lorentzens nu slettede udmelding på Retten Til Liv.

Ikke vores holdning

Flere politikere har taget kraftigt afstand til holdningen, og det samme sker fra Kristian Pihl Lorentzens eget parti.

»Det er ikke vores holdning og bliver det aldrig. Vi står fast på den fri abort til kvinder i Danmark,« skriver Venstre på Twitter.

Direkte forespurgt om det stadig er Kristian Pihl Lorentzens holdning, at der skal være en begræsning på antallet af aborter kommer der ikke noget klart svar fra Venstre:

»Det må du spørge ham om«.

Trods flere opkald har det ikke været muligt at få kontakt til Kristian Pihl Lorentzen. På sin Facebook-profil skriver han dog:

»Bare så det ikke kan misforstås. Jeg går ind for fri abort, som den er i dag. Uden nogen form for brugerbetaling«.