V-ordfører: Giv nu folkeskolen ro, Samuelsen

Folkeskolereformen skal ikke laves om, understreger undervisningsordfører Anni Matthiesen (V), der heller ikke vil skære ned på antallet af mål.

Foto: Marie Hald. Folkeskolereformen skal ikke laves om, understreger under-visningsordfører Anni Matthiesen (V), der heller ikke vil skære ned på antallet af mål. (Foto: Marie Hald/SCANPIX DANMARK 2011)
Læs mere
Fold sammen

Der er knap 4.000 mål i folkeskolen – kunne det ikke være en idé at rydde op i dem og give skolerne mere frihed?

»Vi har sikret rigtig stor frihed med den nye folkeskolereform. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi fra centralt hold laver målsætninger, der sikrer kvaliteten. Ellers ville jeg faktisk være nervøs for, at vi kommer til at skyde vores børn i foden. Jeg vil desuden mere beskrive målene som værktøjer, som lærerne kan bruge i deres hverdag til at sikre et godt indhold i undervisningen.«

Eksperter peger på, at skolerne netop ikke bruger målene som værktøjer til at sikre den bedste undervisning, men i for høj grad sigter mod at opfylde dem i stedet. Bør der så ikke løsnes op og skæres ned på antallet, som Anders Samuelsen siger?

»Vi har forenklet målene allerede, og jeg har egentlig det indtryk, at lærerne stille og roligt gør brug af dem som værktøjer i deres undervisning. Det er vigtigt, at elever, lærere og forældre kan følge med i, hvordan det går, og om undervisningen er god nok. Jeg har stor sympati for Liberal Alliances frihedssyn, men det er altid let at stå udenfor og være utilfreds i stedet for at blive ved bordet og tage et medansvar.«

Anders Samuelsen mener, at folkeskolen er blevet et politisk eksperiment, og der har unægteligt også været ret massiv kritik af folkeskolereformen. Har han ret?

»Nej. Det har han ikke. Vi står ved folkeskolereformen. Den bliver ikke lavet om. Vi følger selvfølgelig udviklingen, lytter til kritikken og justerer, hvis der er behov. Men vi har gennemført en reform med bred politisk opbakning, og den står vi selvfølgelig ved.«

Er der behov for justeringer af reformen nu?

»Ikke som den er nu. Jeg synes, det er vigtigt at holde fast og skabe ro om vores folkeskole. Derfor skal politikerne også engang imellem – forstå mig ret – holde mund og lade skolerne få ro til at arbejde frem for hele tiden at bringe nye ting på banen, der skal diskuteres. Jeg synes, vi skylder skolen, at den får arbejdsro.«