V og K skændes om grøn vækst

Regeringen er endt i dyb intern splid om linjen i klima- og miljøpolitiken, som trækker spor tilbage til Venstres rødder i landbruget og de Konservatives rødder i byerne.

Foto: Casper Christoffersen

Danmarks nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), befinder sig i et grønt stormvejr internt i VK-regeringen, og bølgerne går højt.

Berlingske Tidende erfarer, at der de seneste dage har været flere krisemøder med sager inden for både miljø og klima, og den nye finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), har måttet træde til for at finde en løsning.

Først og fremmest er regeringen på vej med et stort udspil om grøn vækst, hvor K-leder Lene Espersen er formand for det ministerudvalg, som skal komme med udspillet, og her er parterne uenige om, hvor meget landbruget skal bøde.

Landbruget skal bøde
Hun er kommet med et oplæg, hvor de danske landmænd må op med pengepungen for deres udledning af blandt andet kvælstof og fosfor.

Men landbruget befinder sig i en krise med faldende jordpriser, stor gæld og mange konkurser. Repræsentanter for landbruget har holdt møder med Venstres bagland ude i landet for at lægge pres, og det har fået en række politikere fra Venstres folketingsgruppe op af stolene.

Særligt landbrugsvenlige gruppemedlemmer som Henrik Høegh, Jens Kirk, Hans Chr. Schmidt og Tina Nedergaard vil have kompensation til landbruget – for eksempel lavere jordskatter.

I går sendte Venstre så partiets stærke mand Claus Hjort Frederiksen i byen for at skaffe »den rette balance i tingene«, som en V-kilde beskriver det.

Savner Foghs slagkraft
På samme måde er der også problemer på klimaområdet i VK-regeringen.

Venstres klimaordfører Lars Christian Lilleholt skal sammen med den konservative klimaminister Connie Hedegaard senest i dag finde en løsning på en strategi for energirenovering af boliger.

Men det er også endt i hårdknude.

I går måtte gruppeformændene for Venstre og Konservative så troppe op til et forsoningsmøde, hvor Lars Christian Lilleholt, Lene Espersen og Connie Hedegaard også var repræsenteret. Kilder i Venstre tvivler på, at de bliver færdige med udspillet i dag, fordi de Konservative igen vil lade landdistrikterne betale dyrt – altså igen Venstres vælgere.

De Konservative er irriterede, fordi de føler, at Lars Løkke Rasmussen har svært ved at få en klimadagsorden igennem i den landbrugsvenlige folketingsgruppe, og de savner allerede Fogh, som de mener havde nemmere ved at sætte sig igennem.

Omvendt er Venstrefolk irriterede på de Konservative, som de mener er ved at stjæle den klimadagsorden, Venstre med Fogh havde sat sig på i efteråret – på bekostning af landbruget, der med Løkke som ny statsminister vejrer nye muligheder.