V og K i strid om menneskerettigheder

Regeringspartnerne er lodret uenige om et politisk udspil fra Dansk Folkeparti, der vil stække Institut for Menneskerettigheder.

Regeringspartierne er røget i totterne på hinanden i en strid om det danske Institut for Menneskerettigheder.

Det er Dansk Folkeparti, der i denne uge vil fremsætte forslag i Folketinget om at stække Institut for Menneskerettigheder, fordi instituttet ifølge regeringens støtteparti politiserer.

Mens de Konservative afviser forslaget som usagligt og useriøst, hilser Venstre det velkommen.

V: De arbejder mod os
- Institut for Menneskerettigheder har udviklet sig til en interesseorganisation, og det er svært at se forskel på instituttet og oppositionspartierne. Instituttet arbejder imod regeringen og har mere travlt med at fokusere på menneskerettighederne indenrigspolitisk end ude omkring i verden, siger Venstres udenrigsordfører. Michael Aastrup Jensen.

- Instituttet er i sin gode ret til konsekvent at være efter regeringen. Men så skal de ikke have statsstøtte, fastslår Michael Aastrup Jensen.

Baggrunden for at stække Institut for Menneskerettigheder er ikke mindst instituttets kritik af regeringens stramninger i udlændingepolitikken. Og ifølge Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen har instituttet  gjort sig sårbar over for politiske krav om ændringer, ”når man tilsyneladende gør det til sin fornemste opgave at foreslå, at der skal laves dukke-politik i børnehaverne for at sikre flere mørke dukker og Lego-mænd, som Karsten Lauritzen udtrykker det over for Jyllands-Posten.

Khader: Usagligt
Hos de Konservative er udenrigs- og integrationsordfører, Naser Khader enig i, at instituttet ikke skal bruge kræfter på at rådgive om farven på dukker i daginstitutionerne. Men det er et usagligt grundlag for at straffe instituttet på, fastslår Naser Khader, der efterlyser, at Dansk Folkeparti og Venstre kommer med andre eksempler på instituttets "fejlskud."

- Det er et usagligt og useriøst angreb og et eksempel på signalpolitik. Det Konservative Folkeparti hverken kan eller vil støtte forslaget, fastslår Naser Khader.

Ifølge udspillet fra Dansk Folkeparti skal Institut for Menneskerettigheder fremover holde sig til forskning og rådgivning og afstå fra politiske indlæg, og det er Venstre altså enig i.

Imod mandatet
Men dermed vil man svække det mandat, som instituttet ellers har i henhold til beslutninger taget i både FN og EU, understreger Naser Khader.

- Ifølge den såkaldte Paris-erklæring fra 1993 er det en del af de nationale menneskerettigheds-institutters mandat at blande sig i den offentlige debat. Forskning skal ikke bare samle støv. Det skal ud over rampen. Selvfølgelig må en forsker være politisk, han må bare ikke være ensidig, siger Naser Khader.

Han mener personligt, at instituttets kritik i foråret af regeringens regler vedrørende permanent opholdstilladelse var ensidig. Men det betyder ikke, at instituttet dermed skal straffes, mener Naser Khader.

- Og de vurderinger, som instituttet har fremsat for nylig om det nye pointsystem, synes jeg er fornuftige, understreger Naser Khader.