V og DF vil grave i 37 mia. tabt gæld

Der skal graves i, hvad der ligger bag skatteministerens beslutning om at opgive at inddrive en gæld på 37 mia. kr., lyder det fra både Venstre og DF.

En 20-årig, der skylder staten penge, kan godt nå at betale pengene tilbage i løbet af sin levetid. Også selvom han er på kontanthjælp.

Sådan lyder det fra Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen som reaktion på, at skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har opgivet at inddrive 37 milliarder kroner, som privatpersoner og virksomheder skylder staten.

Det giver mening i en række tilfælde, men der er også eksempler på, at man er alt for hurtig til at opgive at få pengene igen. F.eks. når man lader en 20-årigs gæld gå tabt, påpeger Torsten Schack Pedersen:

- Hvis der overhovedet ikke er nogen udsigt til at få pengene hjem, så er det fornuftigt at få gælden afskrevet, men inden for de seneste uger har vi set groteske eksempler på, at man har givet op alt for hurtigt, f.eks. når man har opgivet at inddrive en 20-årigs biblioteksgæld, siger Torsten Schack Pedersen og tilføjer:

- Hvis det er den måde, man har valgt at opgøre det på, har man givet op alt, alt for let. Han vil nu stille ministeren spørgsmål gennem Skatteudvalget for at være sikker på, hvad der ligger bag beslutningen om at opgive at inddrive gælden.

DF: Virker som en dårlig undskyldning

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, ønsker også at få klarhed over, hvorfor ministeren opgiver at inddrive gælden. Derfor vil han nu indkalde ministeren til samråd om sagen. Over for Politiken har skatteministeren forklaret, at det bl.a. hænger sammen med at et IT-baseret inddrivelsessystem, kaldet EFI, endnu ikke er kommet på plads.

- Det virker som en dårlig undskyldning. Og hvis det er rigtigt, må det betyde, at den gæld, som man må opgive at indrive bliver endnu større. Det virker helt ved siden af, at man opgiver at inddrive de 37 milliarder kroner, samtidig med at man kredser nye skatter ind med den anden hånd, siger Dennis Flydtkjær (DF).

Selv har skatteminister Thor Möger Pedersen forklaret, at det er helt urealistisk at inddrive gælden på de 37 milliarder kroner. Ved udgangen af 2010 havde de offentlige kasser 72,9 milliarder kroner til gode hos borgere og virksomheder, der ikke havde betalt skatter, parkeringsafgifter, togbøder og penge til daginstitutioner, skriver Politiken. Men det er kun muligt at inddrive halvdelen af den gæld – 36 milliarder kroner, slår skatteministeren fast.

- Der er blandt andet nogle mennesker på kanten af samfundet, som skylder det offentlige ganske mange penge, og som bare ikke kan betale, siger han til Politiken.

Læs også: Skatteminister sletter gæld for 37 milliarder