V og DF: Ingen nyhed at udseendet kan koste dagpengene

Liberal Alliances forslag om at sløjfe folks dagpenge, hvis deres fremtoning gør, at de reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, er allerede en del af loven, påpeger Venstre og DF.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Folk skal have frataget deres dagpenge eller kontanthjælp, hvis de nægter at lave om på deres fremtoning, selv om det skræmmer alle arbejdsgivere væk.

Sådan lyder et forslag fra Liberal Alliance, men ifølge de politiske samarbejdspartnere i Venstre og Dansk folkeparti indeholder lovgivningen allerede den mulighed i dag.

»Det er allerede muligt for både a-kasser og jobcentre at sanktionere mennesker, der reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af deres påklædning eller adfærd,« siger Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen (V).

Han henviser til gengæld til, at loven måske ikke bliver benyttet særligt flittigt.

»Det handler mere om, at jobcentrene og a-kasserne skal gøre brug af lovgivningen og fratage dagpengene eller kontanthjælpen, hvis folk ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet,« siger han.

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF), er enig i, at lovgivningen allerede giver mulighed for at fratage ydelser fra folk på baggrund af deres fremtoning.

Han mener dog, at der er en væsentlig forskel på de eksempler, Liberal Alliance bringer i spil: Folk, der har tatoveringer i hele hovedet og muslimske kvinder, der er iført dragten niqab, som dækker alt andet end øjnene.

»Bare fordi man har en tatovering i ansigtet, som man måske har fortrudt efter at have fået lavet den i fuld tilstand, det betyder ikke, at man ikke kan få et job. En niqab handler derimod om påklædning, og det kan man hurtigt lave om på,« siger han.

Samtidig understreger Hans Andersen (V), at folk ikke automatisk skal miste retten til dagpenge eller kontanthjælp, hvis de eksempelvis har ansigtstatoveringer:

»Men hvis man konstaterer, at en ledig person over en længere periode har vist sig ikke at være til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af sin fremtoning, så må man sanktionere.«