Økonomiminister og næstformand for Venstre, Stephanie Lose, forsøgte at udsætte offentliggørelsen af Miljøministeriets rapport om drikkevand, der udkom i midten af januar.

Det viser mails og sms'er, som Dagbladet Information har fået aktindsigt i.

Den 17. december skrev Økonomiministeriets departementschef, Stig Henneberg, eksempelvis en sms til departementschefen i Miljøministeriet.

Her skulle han "viderebringe en klar melding" fra Stephanie Lose om, at rapporten ikke kunne offentliggøres før en forudgående regeringsdrøftelse.

Der blev i beskeden henvist til faglige bemærkninger fra Fødevareministeriet, som ikke var afspejlet i rapporten.

Det var oprindeligt planen, at rapporten skulle udgives i samme uge, hvor økonomiministeren gjorde indsigelse, skriver Information.

En embedsmand i Økonomiministeriet havde nogle dage forinden meddelt til Miljøministeriet, at man forventede, at Stephanie Lose ville have rapporten drøftet forud for offentliggørelse.

- Ønsket skal ses i lyset af analysens politiske ophæng og den politiske kontekst, den vil ramme ind i, skrev sagsbehandleren ifølge Information.

Stephanie Lose understreger over for Information i en skriftlig kommentar, at der ikke har været noget ønske om at bremse eller forsinke rapporten.

- Det må blot være på sin plads med et minimum af faglighed, professionalisme og intern koordinering i forbindelse med en så vigtig rapport, lyder det fra ministeren.

Hun henviser til, at det hele tiden har været planen, at rapporten skulle fremlægges for regeringen.

Lose anklager videre Miljøministeriet og miljøminister Magnus Heunicke for en dårlig og uforberedt proces forud for udgivelsen af rapporten.

Den omtalte rapport beskriver kort sagt indsatsen for at beskytte grundvandet mod forurening og pesticider.

En af de centrale elementer i rapporten er nogle økonomiske beregninger, der viser de samfundsøkonomiske omkostninger ved den fremadrettede indsats for at beskytte drikkevandet.

Rapporten konkluderer, at det ville være betydeligt billigere at lave et sprøjteforbud over grundvandsdannende områder, end eksempelvis at skulle rense drikkevandet.

Rapportens konklusioner har været genstand for debat mellem ministerier.

Her har Fødevareministeriet, hvor Venstres Jacob Jensen er minister, bedt om at blive fjernet som forfatter på rapporten.

Det skyldes, at de var uenige i rapportens metodik og konklusion, har B.T. tidligere afdækket.

Beskyttelsen af drikkevandet har været et centralt tema i valgkampen.

Her har flere partier slået til lyd for et nationalt sprøjteforbud over sårbare, grundvandsdannende områder - blandt andet på baggrund af rapporten fra Miljøministeriet.

Venstre og Stephanie Lose har afvist forslaget om et nationalt sprøjteforbud.

Partiet henviser blandt andet til, at udfordringerne skal løses inden for den grønne trepart.

Ritzau har uden held forsøgt at få et uddybende interview med Stephanie Lose.

/ritzau/