V: Lad os få en debat om danskhed - så kan vi stille krav

Venstre bifalder ideen fra den nyvalgte formand for Rådet for Etniske Minoriteter, som efterlyser en grundlæggende debat om danskhed.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstre erklærer sig enig med den nyvalgte formand for Rådet for Etniske Minoriteter, Yasar Cakmak, som i søndagens udgave af Berlingske efterlyser en grundlæggende debat om, hvad det vil sige at være dansk.

Integrationsordfører Martin Geertsen (V) håber, at det kan blive en debat, der handler mere om emner som demokrati og ligestilling end om tørklæder og frikadeller.

»Jeg synes, at det er spændende, når den nye formand lægger op til, at vi skal have en værdidebat. For det er ganske enkelt nødvendigt, at vi danskere ved, hvem vi er sådan rent værdimæssigt,« siger Martin Geertsen og tilføjer:

»Det er også nødvendigt i forhold til, at vi kan stille nogle krav til de mennesker, der kommer til vores land, så vi bliver mere præcis i forhold til, hvad det er for et land, de kommer til og hvad det er for værdier, som bærer det land.«

Martin Geertsen mener, at man helt basalt har gjort indvandrere fra især ikke-vestlige lande en kæmpe bjørnetjeneste ved ikke klart at signalere, hvad der ligger til grund for danskernes måde at være sammen på.

»Vi har etableret en slags tolerancens åbne ladeport, hvor vi lader alt flyde igennem i bestræbelsen på ikke at fornærme nogen, og det har helt ærligt ikke vist sig særlig sundt,« siger han.

Venstre foreslog i sommer en værdikanon ud fra ønsket om, at både danskere og indvandrere bliver mere bevidste om, hvilke værdier der bærer det danske samfund. Martin Geertsen håber, at en grundlæggende debat om danskhed kan resultere i netop sådan en værdikanon.

»Personligt kunne jeg godt tænke mig, at en god og grundlæggende debat mundede ud i en værdikanon, som kunne anvendes i vores møde med de mennesker, der kommer til landet.«