V-folk anklager Løkke for hykleri og dobbeltmoral

Flere V-folk beskylder Løkke for »dobbeltmoral«, fordi Venstre angreb Thorning under hendes skattesag i 2010, mens han selv afviser at lægge alt frem. V-ordfører afviser, at man kan sammenligne de to sager.

Smilene var større onsdag, da Lars Løkke Rasmussen (i midten) på Køge Torv hjalp Morten Løkkegaard (th.) med hans valgkamp til Europa-Parlamentet, end da Løkke aftenen før mødte pressen efter sit møde med Venstres forretningsudvalg om sin nye bilagssag. Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Venstres stormombruste leder, Lars Løkke Rasmussen, kritiseres nu af en stribe Venstre-folk for at arbejde med dobbeltstandarder i politik.

Mens flere repræsentanter fra Venstres ledelse i usædvanligt hårde vendinger angreb S-formand Helle Thorning-Schmidt i hendes skattesag tilbage i 2010 og pressede på for mere offentlighed i sagen, så afviser Løkke at lægge mere frem i sin egen skattesag med henvisning til, at skat er en privatsag.

»Det er det rene hykleri. Tænk, at de tillader sig at sige, at der skal gælde nogle regler for socialdemokrater, men nogle andre for os,« siger Bo Nygaard Larsen (V), byrådsmedlem i Solrød Kommune.

Han udtrykker decideret mistillid til formanden.

»Han skal gå af. Det er der ingen tvivl om,« siger Bo Nygaard Larsen.Tidligere indenrigsminister og såkaldt æresmedlem i Venstre, Britta Schall Holberg, mener også, at Løkke arbejder med dobbeltstandarder.»Det klinger af hykleri og dobbeltmoral. Der kan ikke være forskel på den måde, vi behandler vores ledere på, og jeg kan udmærket huske forlangender om, at Thornings sag var en offentlig sag, og nu er Løkkes sag pludselig en privat sag. Det hænger ikke sammen,« siger hun.

Lars Løkke Rasmussen stod tirsdag aften skoleret i Venstres forretningsudvalg, hvor han efter et mere end tre en halv time langt møde havde overbevist partiets øverste ledelse om, at de fortsat skal have tillid til ham som leder.

Ifølge Berlingskes oplysninger fremlagde Løkke ikke skriftlig dokumentation for sine påstande om, at han har betalt den skat, han skal, ligesom han efter mødet nøjedes med i overordnede vendinger at fastholde, at han har betalt korrekt skat.

Faktisk undveg han flere gange at kommentere direkte, om han eksempelvis havde betalt skat af familiens Mallorca-rejse, som flere eksperter klart mener er skattepligtig.

Mange af de Venstre-folk, som Berlingske har talt med, mener, at Løkkes lukkethed i sagen står i direkte modstrid med de moralske angreb, som flere prominente Venstre-folk tidligere sendte af sted mod Thorning i 2010.

Her sagde Løkkes nære allierede og Venstres nuværende finansordfører, Peter Christensen, blandt andet til Ritzau, at »der må efterhånden være en grænse for, hvor mange lig i lasten man kan have liggende i forhold til sin privatøkonomi, når man samtidig vil være statsministerkandidat i Danmark«.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, efterspurgte et større indblik i »sandheden« omkring hendes skattesag:

»Det er et stort problem, at hun ikke giver de rigtige oplysninger, og det skal vi have på plads. Det skylder hun vælgerne. Når hun kalder sig landets måske kommende statsminister, så skal hun også have orden i sine egne ting og fortælle sandheden,« forklarede Kristian Jensen til TV 2 Nyhederne.

Politik på et lavt niveau

Formand for Venstre i Struer Flemming Poulsen mener, at Venstre trak politik ned på et lavt niveau dengang, og han er skuffet over, at Lars Løkke Rasmussen ikke selv kan leve op til de formaninger, partiet kom med over for Helle Thorning-Schmidt:

»Jeg synes, det er ærgerligt, at dansk politik foregår på det her niveau. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ville have Helle Thorning til at lægge sine skattepapirer frem og så ikke selv lægger det frem. Hvis man tillader sig at være moralsk vogter, så skal man jo i hvert fald selv leve op til det,« siger han.Lige siden Løkkes seneste bilagssag om underbukser, skjorter og familierejser for over 160.000 kroner eksploderede, har lokalformand i Lolland Kommune Benny Damgaard (V) kritiseret Løkke for manglende åbenhed i sagen.

Damgaard sidder selv i partiets hovedbestyrelse, hvor han mener, at Løkke skal fremlægge dokumentation for sine handlinger:

»Mange vil kalde det her dobbeltmoralsk, og det er det også lidt i mine ører. Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Derfor slår det ekstra hårdt tilbage nu,« siger Benny Damgaard.

Både Lars Løkke Rasmussen og politisk ordfører Inger Støjberg (V) har forsvaret sagen med, at Thorning dengang selv sagde, at hun ville lægge sin skatteafgørelse frem for offentligheden, men efterfølgende undlod at gøre det.Senere blev hele hendes skatteafgørelse så lækket til BT, hvoraf det blandt andet fremgik, at hendes mand ikke var skattepligtig i Danmark.

Berlingske har forsøgt at finde et citat, hvor Thorning forklarer, at hun vil lægge skatteafgørelsen frem, men har ikke kunnet finde et eneste citat. Tidligere har juristerne i Skattesagskommissionen også måttet give fortabt i jagten på sådan et citat.

Berlingske har spurgt Venstres presseenhed om sagen, hvorefter avisen har fået tilsendt et citat fra Thornings daværende revisor, Frode Holm, hvor han forklarer, at hans »klare forventning er, at Socialdemokraterne vil offentliggøre erklæringen fra Skat i sin helhed og i uredigeret form«.

Men er det det samme som, at Thorning har lovet at lægge sagen frem? Det mener Venstres politiske ordfører, som dermed går direkte imod de stemmer i baglandet, som anklager V-toppen for hykleri og dobbeltmoral.

»Jeg mener, forskellen er, at Helle Thorning-Schmidt via sin revisor Frode Holm lod forstå, at hun ville lægge afgørelsen frem og dermed også fortælle om sine skatteforhold. Det har Lars Løkke afvist helt fra begyndelsen,«Men det var jo ikke Helle Thorning-Schmidt, der sagde det?»Nej, men det gjorde hun gennem sin revisor. Lige såvel som Nicolai Mallet (landskasserer i Venstre, red.) udtaler sig på vegne af Lars Løkke omkring forholdene i denne sag, så må man antage, at Frode Holm gjorde det samme i Helle Thorning-Schmidts sag,« siger Inger Støjberg.