V-borgmestre advarer mod grænsekontrol

Det vil forsinke pendlerne og skade samarbejdet mellem Danmark og Tyskland, hvis man indfører grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, mener Venstre-borgmestre i flere grænsekommuner.

Onsdag formiddag fortsætter Lars Løkke Rasmussen (V) forhandlingerne om en dannelse af en ny regering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere hundrede kilometer fra Christiansborg sidder en række borgmestre med udsigt til den dansk-tyske grænse og følger regeringsforhandlingerne tæt.

Grænsekontrol er nemlig et af de springende punkter i Dansk Folkepartis ønsker til en ny regering. Men fra Sønderjylland lyder advarslen fra flere Venstre-borgmestre til Lars Løkke Rasmussen (V) og den kommende regering, at øget kontrol vil være en klods om benet for pendlerne og et tilbageskridt for det dansk-tyske forhold. Det skriver Jyllands-Posten.

»I Aabenraa har vi godt og vel 3.500, der hver dag kører ind i Aabenraa Kommune og arbejder, og de skal ikke forsinkes ved, at nogen skal kigge dem dybt i øjnene hver eneste morgen,« siger Aabenraas borgmester, Thomas Andreasen (V), til Jyllands-Posten.

Han møder opbakning fra sin borgmesterkollega i Vejen, Egon Fræhr (V). De mange pendlere fra Tyskland skal let og uhindret kunne komme over grænsen, lyder det fra Vejen-borgmesteren.

Også fra tysk side ser man med skepsis på Dansk Folkepartis forslag. Flensborg Kommunes overborgmester, Simon Faber, mener, at konsekvenserne ved en øget grænsekontrol vil række videre end til forlænget rejsetid. Han er bange for, at det vil skade sammenhængen mellem Danmark og Tyskland i grænseregionen både handelsmæssigt, erhvervsmæssigt, uddannelsesmæssigt og kulturmæssigt.

Og den frygt deler Simon Faber med Aabenraa-borgmester Thomas Andreasen. Han forstår udmærket problemet med kriminelle, der kommer ind over grænsen. Men en permanent grænsekontrol vil for Thomas Andreasen betyde et opgør med flere års anstrengelser for mere samarbejde over grænsen.

Dansk Folkeparti har endnu ikke fremlagt et konkret forslag til, hvordan en eventuel grænsekontrol skulle se ud. Men tanken er den, at kontrollen skal ligne den, der stod til at blive indført af VK-regeringen i 2011. Den gang var planen at indføre permanent grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse - dog uden hverken paskontrol eller grænsebomme.

Da SRSF-regeringen overtog regeringsmagten blev aftalen dog hurtigt afskaffet efter kritik fra EU-Kommissionen.

Men ikke alle Venstre-borgmestre er modstandere af at genoverveje den gamle aftale. Billunds borgmester, Ib Kristensen (V), synes godt om aftalen fra 2011, og Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), mener, at det er en god idé med permanent grænsekontrol for at begrænse den grænseoverskridende kriminalitet.