»I Venstre mener vi det rent faktisk, når vi siger, at vi har et skattestop.«
Sådan lød det sent tirsdag aften, da Venstres retsordfører, Inger Støjberg, skulle forklare, hvorfor partiet overraskende havde valgt at stå uden for et bredt politisk forlig om at styrke politiet de kommende tre år. Regeringens finansiering af forliget var ikke spiselig for Venstre, fordi det »igen gør det dyrere at være dansker«.
Nu vil Venstre så ifølge Jyllands-Posten stemme for et lovforslag, der ventes at gøre det dyrere at være både dansker og dansk virksomhed. En foreløbig beregning viser, at den nye regulering vil øge de såkaldte tariffer på elregningen.
Venstre afviser over for Jyllands-Posten, at det er i modstrid med partiets skattestop.
»Tariffen for at få transporteret strømmen er en omkostning, du dækker. Det er ikke en skat eller afgift,« siger partiets energiordfører, Carsten Kissmeyer.
Den liberale tænketank CEPOS ser stik modsat på det.
»Formålet her er at få penge i kassen, så tarifstigningen er at betragte som en øremærket skattestigning,« siger analysechef i CEPOS Otto Brøns-Petersen.
Ifølge Berlingskes oplysninger har klimaminister Dan Jørgensen (S) fredag i en mail til forligskredsen – bag klimaaftalen for energi og industri fra juni – skrevet, at lovforslaget på sigt »bør stabilisere tarifferne og beskytte forbrugerne mod store tarifstigninger«.
Forligskredsen tæller Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Artiklen er opdateret kl. 14.57 med oplysningen om mailen fra Dan Jørgensen.