Uvedkommende har uretmæssigt fået adgang til knap ni millioner menneskers CPR-numre i Danmark.

Det meddeler Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet mandag på sin hjemmeside.

Det Centrale Personregister (CPR) har konstateret "en alvorlig sikkerhedshændelse", fremgår det.

Ved at misbruge en dansk virksomheds lovlige adgang til at søge oplysninger i CPR-systemet, har uvedkommende skaffet sig adgang til navne, adresser, CPR-numre og andet på cirka 8,8 millioner registrerede borgere i CPR-systemet.

CPR-systemet rummer i dag cirka 11 millioner registrerede borgere, der ud over nulevende og herboende også omfatter døde og borgere, der er flyttet til udlandet.

- Det er en dybt alvorlig hændelse, som jeg derfor også har orienteret Folketingets Erhvervs- og Digitaliseringsudvalg om. Sammen med alle relevante myndigheder er vi i gang med at kortlægge det fulde omfang af hændelsen, siger forsknings-, uddannelses og digitaliseringsminister Christina Egelund (M) på hjemmesiden.

- Vi har allerede iværksat initiativer i forhold til CPR, der skal forhindre lignende hændelser. Jeg har derudover bedt om, at der bliver lavet en grundig sikkerhedsgennemgang af CPR-systemet, siger hun.

Ministeren opfordrer alle borgere til at være opmærksomme nu og i den kommende tid og orientere sig på sikkerdigital.dk.

RITZAU