USA vender tommelfingeren op for Fogh

Opdateret kl. 13.31: Ifølge amerikansk presse har statsminister Anders Fogh Rasmussen sikret sig den forventede opbakning fra USA i forhandlingerne om NATOs toppost.

Natos næste generalsekretær skal være udpeget, når der er Nato-topmøde i april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

BRUXELLES: En udnævnelse af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til NATOs næste generalsekretær er nært forestående, efter at statsministeren har sikret sig amerikansk opbakning.

Ifølge den ansete amerikanske avis Washington Post mødtes Anders Fogh Rasmussen med præsident Barack Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, James Jones, i Schweiz i begyndelsen af marts til en ”job-samtale”. Mødet skabte en amerikansk opbakning til, at en dansker for første gang i alliancens 60-årige historie kan få NATOs toppost.

Fogh var i begyndelsen af marts på vinterferie, og James Jones var samtidig på en rundrejse i Europa. Det er normal praksis, at en af de førende skikkelser i Washington-administrationen skal se de europæiske kandidater an gennem et personligt møde.

  • Nyhedsanalyse: Fogh er USAs favorit
  • Da tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen søgte NATO-generalsekretærposten i 1995, mødtes han således også til en job-samtale med daværende udenrigsminister Warren Christopher.

    NATO-kilder har hele tiden fastholdt statsministeren som topfavorit til generalsekretærposten, siden de interne drøftelser herom begyndte i NATO for snart to måneder siden. Anders Fogh Rasmussen sikrede sig hurtig opbakning fra de tre europæiske stormagter Tyskland, Frankrig og Storbritannien, selv om kandidater fra Polen, Canada og Bulgarien også har været i spil.

  • Web-tv: Fogh undviger Nato-svar
  • USA holder sig traditionelt afventende med at spille ud, indtil der er nogenlunde europæisk konsensus om en politiker. Det skyldes, at de europæiske NATO-lande altid har haft NATOs civile toppost, mens USA stiller med den militære øverstkommanderende.
    Ifølge NATO-kilder er der stadig enkelte lande, som ikke har meldt ud endnu om generalsekretærposten, og de skal først tages i ed i de interne drøftelser mellem NATO-landenes ambassadører i Bruxelles.

    Polen og enkelte andre Øst-lande mener således fortsat, at den næste NATO-chef bør komme fra et af de ”nye” medlemslande fra Central- og Østeuropa. Lige som politikere fra Tyrkiet har peget på det uheldige i at udnævne en NATO-chef fra Danmark, der siden sagen med Muhammed-tegningerne i 2006 har haft problemer med de islamiske lande.

    Men ingen forventer, at Tyrkiet eller andre lande i sidste øjeblik vil forsøge at standse en udnævnelse af Fogh Rasmussen, når denne tilsyneladende har sikret sig opbakning fra Washington, Berlin, Paris og London. Præsident Obama beærer den 6.-7. april Tyrkiet med et officielt besøg, der for Tyrkiet er afgørende i landets position som brobygger mellem Europa og Mellemøsten.

    Den førende amerikanske Tyrkiet-ekspert Bulent Aliriza siger til Ritzaus Bureau, at Tyrkiet ikke har rejst indvendinger mod Fogh i de samtaler, som tyrkiske politikere og diplomater har haft for at forberede Obamas besøg.

    Den nye NATO-generalsekretær skal præsenteres på NATOs topmøde den 3.-4. april i Baden Baden og Strasbourg. Men den reelle beslutning ventes truffet af NATO-ambassadørerne forinden. Det kan ske så tidligt som på deres møde onsdag den 25.marts, men forventningen er, at det bliver lige op til selve topmødet.