WASHINGTON: Det var genialt set ud fra et valgstrategisk synspunkt. At sammenligne præsident Barack Obama med en af de hårdest bedømte præsidenter i nyere amerikansk historie, Jimmy Carter. Både demokrater og republikanere kan blive enige om, at den præsidentperiode (1977-81) af mange grunde ikke var god. Men at sammenligne Obama med Carter var måske lige lovlig overdrevent. Eller var det?

Det var selvfølgelig den republikanske præsidentkandidat Mitt Romneys kampagne, der første gang brugte sammenligningen. Den gang kunne Demokraterne feje den af bordet. Obama vandt nemlig over den usikre og selvmodsigende Romney, der på en række områder snublede i en egen retorik.

Men i dag står den demokratiske præsident vingeskudt tilbage. Han får hverken topkarakterer på udenrigs- eller på indenrigspolitikken.

Kun på ét felt er han uovertruffen. På det oratoriske. Ingen kan som han sætte dagsordenen med sine taler. Men han kan – som en kommentator udtrykte det – ikke få bolden i nettet. Han mangler afslutningen. Han kan ikke forhandle aftaler på plads, og sagerne hober sig op på præsidentens skrivebord. I øvrigt i sin tid en gave fra dronning Victoria. Men skrivebordet var væk fra Det Hvide Hus i en lang periode efter præsident John F. Kennedys død. Og blev bragt tilbage igen – af Jimmy Carter.

Sammenligningen med Jimmy Carter holder af mange grunde selvfølgelig ikke, men er en del af den republikanske retorik. Desværre for Obama er den et slagnummer, der hænger ved i en række sager, fordi præsidenten hele tiden halter bagefter udviklingen både i udlandet og hjemme. Resultaterne udebliver, og Obama og hans administration er ikke nok i offensiven for at vinde den politiske dagsorden. Siger kritikerne. Og de bliver flere og flere.

Den nye sag med det amerikanske nyhedsbureau AP, som Obamas administrationen prøver at presse til at afsløre sine kilder for at finde den person, som angiveligt har lækket informationer til en række journalister om USAs terrorstrategi i Yemen, sætter også spørgsmålstegn ved præsidentens åbenhed og hans demokratiske og politiske sans.

Ingen anden præsident i nyere tid – ikke engang Richard Nixon, som ellers havde paranoia på næsten alle områder – har så mange gange som Obama forsøgt at tvinge journalister til at afsløre deres kilder, selv om Nixon dog gjorde forsøget, da New York Times kunne offentliggøre de såkaldte Pentagon Papirer om Vietnamkrigen.

Justitsministeriet forsøg på at finde ud af, hvem APs kilder er, ved at granske journalisternes telefonudskrifter, pynter ikke på præsidentens eftermæle.

Obama har ry for at bruge alle metoder til at gå efter lækager i administrationen – også at gå efter journalisternes kilder. Det er både ud fra et synspunktet om kildebeskyttelse og ud fra demokratiske principper ikke så godt. En rigtig tabersag, selv om han givetvis som jurist med speciale i forfatningsret mener, at det er en regerings pligt, når statens sikkerhed er på spil.

Men det er hans politiske næse, som folk er kritiske over for. Kritikerne siger, at han ikke forstår det politiske spil i Kongressen, hvilket har betydet, at han løber panden mod en mur i en række sager, som burde have været vindersager.

Økonomien er et godt eksempel. Den såkaldte sequester – eller de automatiske nedskæringer – der lige nu gennemføres i mangel af en bred politisk opbakning til mere intelligente besparelser og et holdbart budget, var oprindelig en beslutning, Obama og Kongressen vedtog.

Meningen var, at hvis ikke man blev enige om et langsigtet budget, ville de automatiske nedskæringer træde i stedet. Det ville udvikle sig så kaotisk, at udsigten til, at de nogensinde ville træde i kraft som erstatning for et rigtigt budget, ville være lig nul.

Nu er de indført; og kritikerne siger, at Obamas mangel på politisk finfølelse og mangel på sans for at samle politikerne bærer en del af ansvaret. Selvfølgelig har Republikanerne også et stort ansvar ved stædigt at nægte at forhandle, medmindre de kunne få garantier for, at skatterne blev holdt i ro. Men Obama kunne have gjort mere for at sikre det nødvendige flertal, så folk ikke blev fyret eller sat ned i løn, mener kritikerne.

Dertil kommer, at de automatiske nedskæringer stik imod al fornuft er blevet spiselige for Republikanerne. Så der er lange udsigter til at få Kongressens to kamre til at vedtage et mere holdbart budget, selv om underskuddet på statens finanser bare vokser og vokser og skriger på langsigtede løsninger.

Det er svært at sige, hvordan historien vil bedømme Obama. Nogle præsidenthistorikere mener, at han vil være en gennemsnitlig præsident med pil opad og ikke komme med i topligaen, hvor præsidenter som George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln, Franklin Roosevelt og Ronald Reagan befinder sig.

Mindre kan også gøre det. Men meget afhænger af den resterende periode. Kritikere siger, at han har mindre end ni måneder til at vende situationen, fordi midtvejsvalget i 2014 vil umuliggøre store beslutninger på tværs af partierne. Republikanerne har fået en række gode kort på hånden til at vende partiets nedgang især med den nye skattesag, som nu lurer i horisonten. Den truer præsidentens troværdighed, selv om han efter al sandsynlighed ikke kan stiles til ansvar for skattevæsenets beslutninger om at gå målrettet efter højrefløjens organisationer.

Men igen risikerer han at få skylden for, at skattevæsenet og ligningsmyndighederne er gået efter Tea-Party bevægelsen og andre højrefløjsgrupper og dermed har forsinket deres ansøgninger om skattefritagelse under valgkampen

Sagen bruges af Republikanerne til at bevise, at Obamas ideologiske grundholdning – mere stat – er skyld i, at skattevæsenet har udvist en sådan emsighed i forhold til Tea-Party bevægelsen.

»Det er en regering uden kontrol,« som Sean Spicer, talsmand for den republikanske nationalkomite, udtrykker det til Wall Street Journal.

Han rammer dermed ned i en af historierne om Obama, som Republikanerne og også en del demokratiske vælgere ikke bryder sig om.

At staten får for meget magt, og at der i Obamas periode har været en tendens til mere statslig indblanding i alt. En »barnepigestat«, som kritikerne siger.

Præsident Obamas problem er, at nogle demokrater også er begyndt at tage afstand fra ham, fordi de skal i gang med en valgkamp hjemme i deres distrikter, hvor disse sager ikke pynter, og hvor Republikanerne kan gå hen og få let spil.

Selv om Barack Obama glasklart har taget afstand fra skattevæsenets metoder, må han se i øjnene, at problemerne først er begyndt. Republikanerne vil ikke give sig en tomme, før hver eneste sten i sagen er vendt, ligesom de heller ikke har gjort det i Benghazi sagen, heller ikke selv om præsidenten i denne sag har reageret resolut og fjernet den øverste direktør for skat og sagt, at han ikke stopper, før alt er undersøgt, og de ansvarlige er stillet til ansvar.

I Benghazi blev fire amerikanere, deriblandt USAs ambassadør i Libyen, Christopher Stevens, dræbt af terrorister, og der er objektivt egentlig ikke så meget at komme efter.

De fire amerikanere blev dræbt. Men det er lykkedes for Republikanerne at gennemføre et sandt undersøgelsescirkus for dels at presse Obama til det yderste, dels få den daværende udenrigsminister Hillary Clinton til at stå i et så dårligt et lys, at hendes chancer for at vinde et præsidentvalg i 2016 vil være minimeret.

Benghazi-sagen har givet Republikanerne mulighed for at genoplive sammenligningen med Jimmy Carter, selv om det er vanskeligt at se mange lighedspunkter mellem gidselsagen i Iran i 1979-81 og tilfældet Benghazi. Ud over at amerikanerne via tv kan se lidt af de samme scener udspille sig. Brændende amerikanske flag. Men Republikanerne forsøger at fremstille Barack Obama som en due i mellemøstlige spørgsmål og presser ham både i spørgsmålet om Benghazi og Syrien.

Kunne præsidenten og Clinton have gjort mere for at forhindre mordene på de fire amerikanere i Libyen? Måske. Men sagen er blevet større end det »måske«. Og så er der Syrien, hvor Obama bevidst viger uden om. Han ønsker ikke at engagere sig i endnu en konflikt i Mellemøsten.

En af Obamas største indenrigs- og udenrigspolitiske succeser taler man ikke så meget om: Osama Bin Laden.

Det var en af de største succeshistorier, Obama kan fortælle og bruge, fordi USAs mest eftersøgte mand blev fundet og slået ihjel, uden at det kostede nogle medlemmer af den amerikanske elitestyrke Navy Seals livet. Og det er måske meget sigende. Obama er ved at drukne i dårlige sager, så selv de heldige beslutninger, han har truffet, uden problemer kan tones ned af republikanerne.