Universitetet på galt spor!

Michael Kjær og Peter E Nielsen: Vi må som samfund gøre op, om vi ønsker et masseuniversitet eller et eliteuniversitet. Begge dele er indenfor de nuværende strukturer ikke muligt, og i dag har vi reelt set et masseuniversitet, hvor en større og større del af befolkningen ifølge de fleste politikere bør få deres uddannelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til alle tider har der været debat om universiteternes rolle i samfundet, og dagens Danmark er ingen undtagelse. Historisk set er et universitet akademisk og elitært, og vi opfatter den igangværende offentlige debat og udviklingen på universiteterne gennem de sidste årtier som et opgør mod denne opfattelse. Vi må som samfund gøre op, om vi ønsker et masseuniversitet eller et eliteuniversitet.

Begge dele er inden for de nuværende strukturer ikke muligt, og i dag har vi reelt et masseuniversitet, hvor en større og større del af befolkningen ifølge de fleste politikere bør få deres uddannelse. Man kan spørge, om det bunder i, at vi som befolkning bliver klogere (og mere intelligente), eller det skyldes, at de videregående uddannelseskrav er blevet slækket, så flere tillades at opnå en kandidateksamen. Vi oplever i vores eget virke på universitetet meget tydeligt - støttet af undersøgelser blandt universitetslærere - at det faglige niveau er faretruende faldende.

Hvor skal årsagerne søges? Der er tre væsentlige grunde til tingenes tilstand.

1) Universiteternes økonomi er bundet op på færdiggørelse af et betydeligt antal kandidater,

2) Det store flow af gymnasieelever har en forventning om at kunne tage en kandidatuddannelse, og 3) Mentaliteten blandt mange studerende i tilgangen til det at studere er ændret over de senere år.

I vor optik er den allerstørste forhindring for at kunne hæve studie/eksamens-kravene, at den økonomiske model for universiteterne er koblet snævert til færdiggørelse af flest mulig kandidater. Derved ’fristes’ ledelsen til en sænkning af det faglige niveau gennem sænkning af eksamenskravene, idet dette er det simpleste værktøj til at rette op på en stor dumpeprocent og derved lavere økonomisk indtægt for universitetet. Ønsket om øget studentermasse har flere steder ført til oprettelse af nye uddannelser, som ikke nødvendigvis er udtryk for en faglig styrkelse, men for en faglig spredning. Med indførelsen af taxameter-ordningen blev grunden lagt til masseuniversitetet og dette fratog reelt universitets/fakultets-ledelserne muligheden for at stræbe mod en elitær tilgang til kandidat-uddannelserne.

Fra politisk hold ønskes, at en stor del af en ungdomsårgang gennemfører en gymnasial uddannelse, og den seneste reform har ændret betydeligt på den monofaglige tilgang til flere gymnasiale fag med tværfaglige og tema-orienterede tilgange til lærebogsstoffet. I øjeblikket er gymnasiekarakterer afgørende for studie-adgang. Dette sikrer dog ikke, at man identificerer de studerende, der har talent til at være ypperlige inden for et universitetsstudium. Man kunne få en bedre udvælgelse af de - til et bestemt studie - bedst egnede gennem direkte adgangsprøver, eller en mere åben adgang og stopprøver i studiet, som fik folk til at overveje, hvorvidt de havde talentet og motivationen til dette studie. Aktuelt har de studerendes faldende faglige niveau især mht. basale naturvidenskabelige fag automatisk (under dække af faglig omprioritering) medført faldende niveau på f.eks. lægeuddannelsen, jævnfør diskussionen ovenfor.

Universitetet er ikke et ’supergymnasium’, hvor den studerende får al viden serveret i grydeklar form, således som de fleste i dag forventer - men der er vi som universitet meget hastigt på vej hen for at opfylde de studerendes ’krav’, og sørge for, at de kan bestå deres eksaminer. Rettelig skal universitetet derimod give en række undervisningstilbud, som på optimal vis faciliterer og motiverer den studerende til selv at tilegne sig den nødvendige viden og indsigt i faget. Dette kræver en mentalitetsændring hos de (fleste) studerende, således at de øger deres forberedelse til undervisningen og efterbehandling af denne. Den studerende må, som intentionen er med universitetsundervisning, »tage ansvar for egen læring« og acceptere, at universitetet ikke er et sted, hvor man ’blot’ møder til timerne, og ellers kan klare studiet som et ’9-16 job’. Formålet med at studere ved et universitet er at tilegne sig den højest opnåelige viden inden for feltet, ikke blot at bestå næste eksamen!

Dette er desværre ikke normen i dagens Danmark.

Studier betyder fordybelse og dygtiggørelse inden for et bestemt område og at det prioriteres højt. På et af de krævende studier ved universitetet, hvor studerende var skeptiske over for, om man kunne rumme større pensum, markerede en canadisk gæstestuderende, at han fandt mentaliteten blandt mange danske studerende præget af, at studiet skulle indgå i en større sammenhæng og var prioriteret på lige fod med andre aktiviteter (fritid, arbejde, familie), mens han var vant til, at man havde studiet som højeste prioritet, som alt andet måtte underordnes i den rækkefølge, det derefter lod sig gøre. Der skal en dybt motiveret egenindsats til for at gennemføre et kandidat-studium. Mange uddannelser synes at kompensere for vigende studenterindsats ved intensiveret ’skoletime’ indlæring på bekostning af videnskabelig forståelse og fordybelse.

Hvordan kan universitetet komme på rette spor?

1. Afskaffe taxametersystemet. Den økonomiske model for universiteterne bør kobles mere op på basale bevillinger, som tager afsæt i en overordnet akademisk vurdering af grundfagområders plads i det universitære system, og på kvaliteten af de færdige kandidater, snarere end en direkte kobling til antallet af færdiggjorte kandidater.

2. Stille større krav til de studerende. Man kunne overveje en model hvor gymnasie-karakterer kun i mindre omfang afgjorde mulighed for at vælge studie (’grovsortering’ på snit, eller prioritering af karakterer i bestemte fag), og at man indførte specifikke adgangsprøver før eller ’stop-prøver’ tidligt i studiet. Dette vil støtte motiverede og talentfulde personer indenfor det valgte studium.

Eksamenskrav skal entydigt være fagligt funderet, og må ikke kunne påvirkes af kursets gennemførelsesprocent.

3. Skabe funktionelle bachelorgrader, således at flere kan forlade universitetet med denne uddannelse. Dette vil sikre, at de som egentlig ikke er kvalificerede til at fuldføre en kandidatgrad (eller ikke ønsker det), ikke blot stopper ’halvvejs’ men kan udnytte bachelorgraden optimalt til erhverv eller som springbræt for andre videregående uddannelser.

4. Oprette universitets-uafhængige colleges efter merikansk forbillede. Dette ville sikre, at et større volumen af gymnasiaster ville gennemgå en modning og selverkendelse om realistiske fremtidige uddannelsesønsker forud for evt. valg af universitetsstudium, og sikre at en høj andel af befolkningen fik et udbygget alment vidensniveau. Dette vil også kunne bidrage til en skarpere akademisk skillelinje mellem bachelor og (akademisk) masters uddannelse, idet den igangværende udvikling udvisker denne og derved automatisk devaluerer de akademiske universitetsgrader.

5. Acceptere at skønt alle skal have lige muligheder, er alle ikke - eller skal være - lige, heller ikke mht. universitetsuddannelse.

6. Oprette elite-universiteter (på masters niveau). I første omgang kan man oprette et enkelt elite-universitet, hvor man kunne afprøve nogle af de ovenfor skitserede studietilgange.

Alt i alt har universiteterne brug for at kunne opnå en skarpere akademisk profilering med fokus på høj faglighed og med mulighed for at stille høje krav til studerende og ansatte.