Universel velfærd er snart fortid

I fremtiden vil den offentlige velfærd blive udført at private. Ser vi endnu længere frem, kommer danskerne til selv at stå for den. Velfærden ved ikke gå til alle, men til de, der har behov.

KL og Danske Regioner præsenterede den Fællesoffentlige Strategi for Digital velfærd på Ørestadens Plejecenter i København, hvor økonomi og indenrigsminister Margrethe Vestager tog et slag bowling på wii med nogle af plejehjemmets beboere. Medlemmerne i Mandag Morgens Velfærdspanel er overbeviste om, at velfærdsopgaverne i fremtiden i stigende grad vil blive løst af teknologier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den universelle velfærdsstat er snart fortid. Ved årsskiftet blev en af de sidste resterende universelle velfærdsydelser fjernet, idet børne­tilskuddet nu er indkomstafhængigt. Det er en foreløbig kulmination på opgøret med den lige og fri adgang til velfærd, som ellers har været et kendetegn ved det danske velfærdssamfund.

Men opgøret er langtfra slut. De næste 10 år vil velfærdsydelserne i stigende grad blive skræddersyet til den enkelte borger og målrettet dem med størst behov, vurderer et stort flertal af velfærdslederne i Mandag Morgens Velfærdspanel i en ny stor undersøgelse.­

Mange af velfærdssamfundets kerneydelser har stadig et universelt element: Alle danskere har ret til folkepensionens grundbeløb samt lige adgang til det offentlige uddannelses­system og sundhedsvæsen. Men reelt er de offentligt leverede standard­ydelser allerede suppleret af private pensions­ordninger, sundhedsforsikringer, skoler osv.

Det kan betyde, at rige danskere om 10 år vil få mindre offentlig velfærd end i dag, og at ydelser som børnepenge, SU og folkepension omlægges, så de kun går til dem med størst behov. Rige pensionister skal heller ikke forvente at beholde de offentlige tilskud til eksempelvis buskortet, svømmehallen eller influenzavaccinen.

Tendensen har allerede vakt international opsigt: »Danmark har afskaffet sin universelle velfærdsmodel,« skrev det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg News efter en konference i Oslo den 8. januar, hvor de skandinaviske velfærdsmodeller var sat til debat med bl.a. økonom og nobelprismodtager­ Paul Krugman.

Velfærden afvikles langsomt

Den universelle danske velfærdsmodel har længe været under gradvis afvikling. I 1990erne blev folkepensionens grundbeløb beskåret, og det skete igen i 2012. Sidste år blev SUen til hjemmeboende studerende gjort afhængig af forældrenes indkomst. Og fra 1. januar 2014 skæres der nu også i børnebidraget for de rige.

»Vi har egentlig ikke ret mange universelle ydelser tilbage. Fra i år er børnebidraget ikke længere universelt, og derfor er det kun uddannelsessystemet og sundhedssystemet, hvor der er fri og lige adgang, og så folkepensionen, hvor grundbeløbet udbetales til alle,« siger Niels Ploug, afdelingsdirektør for personstatistik på Danmarks Statistik og mangeårig forskningsdirektør på SFI.

Alt tyder på, at behovsfokuseringen af velfærden fortsætter. 86 pct. af medlemmerne af Mandag Morgens Velfærdspanel forventer, at velfærdsydelserne om 10 år er mere behovsfokuserede end i dag.

En række eksperter, som Mandag Morgen har talt med, nikker genkendende til billedet. »Hvis man ser på, hvilken diskussion der kører i øjeblikket, peger det i retning af, at velfærdsstaten bliver mere behovsorienteret, og at man vil kigge mere på, om der er nogen, der skal have mere hjælp end andre,« siger professor Bent Greve fra Roskilde Universitet.­

Det samme siger professor Ove Kaj Pedersen fra CBS, som også mener, at der er et opdragende element i at justere ydelserne.

»Der er jo ikke de store besparelser at hente på børnepengene eller rabatter til pensionister. Men det kan anvendes til at påpege, at man i stigende grad får efter behov og ikke efter universelle principper,« siger han.

Udviklingen kommer ikke uden advarsler. Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet siger, at afviklingen af universalismen er som at »skyde sig selv i foden med en maskinpistol«.

»Vi risikerer at reformere os til en model med en veritabel rædsel af sammensatte marginalskatter, en omfattende politisk mistillid og et fald i social kapital,« advarer han og peger på, at usikkerheden omkring børnefamilieydelsen endda kan have konsekvenser for fertiliteten.

»Man vil få et nedadgående pres på velfærdsstaten, hvis man går videre. Målrettede ydelser passer kun sammen med meget lave skatter. Og så vil man havne i en angelsaksisk velfærdsmodel. Der har man som tillægs­gevinst en utrolig grad af mistænkeliggørelse af folk og en omfattende kontrol. Yderligere målretning af ydelser for pensionister vil også få marginalskatten for pensions­opsparing derud, hvor det vil underminere vores pensionssystem, der regnes for verdens bedste,« siger Jørgen Goul Andersen.

Mette F: De, der kan selv, skal selv

Politikerne bag reformerne mener ikke, at det er en historie om afvikling af velfærdssamfundet, men derimod om udvikling. Universalismen handler om lige adgang til velfærden, ikke lige udbetalinger, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i et interview med Mandag Morgen.­

Eller som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har sagt igen og igen for at forsvare den nye kontanthjælpsreform: De, der kan selv, skal selv.

Den nye virkelighed har meldt sin ankomst i Velfærdsdanmark. De næste skridt bliver ikke taget uden modstand. Men hos velfærdens praktikere i kommuner og regioner er man stort set enige om, hvor det bærer hen: Den offentlige sektor vil skrumpe. Velfærden bliver målrettet dem med størst behov. Og traditionelle velfærdsopgaver vil i stigende grad blive løst ved at inddrage velfærdsteknologi, frivillige organisationer, private virksomheder og ikke mindst borgerne selv.

Den universelle velfærdsstat har længe været under pres fra flere sider. Den stigende globale konkurrence, den frie bevægelighed i EU, den velfærdsteknologiske udvikling og ikke mindst den økonomiske krise har alt sammen været med til at presse universalismen ud af den danske velfærdsmodel. Det har skridt for skridt ført os i retning af en ny velfærdsmodel.

Medlemmerne af Mandag Morgens Velfærdspanel vurderer også, at den offentlige sektor i fremtiden bliver én velfærdsleverandør blandt mange. 60 pct. af respondenterne forventer, at den offentlige sektor vil skrumpe over de næste 10 år.

Det stemmer også overens med de seneste politiske udmeldinger fra Christiansborg. Selv om det økonomiske opsving skulle melde sig lige om hjørnet, er kursen for den økonomiske udvikling i det offentlige allerede lagt: Den offentlige sektor bliver relativt set mindre, hvad end det er blå eller rød blok, der sidder ved roret. Mens blå blok har begæret nulvækst i det offentlige, har regeringen lagt et loft på udgiftsvæksten på 0,6 pct. om året frem mod 2020.

Andre vil løfte velfærdsopgaverne

Når det offentlige skrumper, må andre træde til. Og Velfærdspanelet spår, at en lang række andre aktører i stigende grad vil være med til at løfte velfærdsopgaverne. 52 pct. af respondenterne er enten helt enige eller delvis enige i, at velfærdsopgaverne i stigende grad vil blive løst af private virksomheder om 10 år. 70 pct. mener, at det samme er tilfældet for frivillige organisationer. Og hele 83 pct. mener, at velfærdsopgaverne om 10 år i stigende grad vil blive løst af borgerne selv.

Det afspejler meget godt den dominerende politiske dagsorden, siger Klaus Petersen.­

»Det er en meget stærk politisk diskurs, hvor alle politiske partier i forskellig grad forsøger at rykke noget af ansvaret for velfærden væk fra staten og over på andre dele af samfundet, altså familien, individet, markedet og de frivillige,« siger han.

Det er netop forskellen på velfærdsstaten og velfærdssamfundet, som er afgørende for at forstå fremtidens velfærdssystem i Danmark. Særligt i de nordiske lande har de to ord – stat og samfund – nærmest været synonymer på grund af statens monopol på at levere velfærd. Og det præger også borgernes forventninger om, hvem der løser velfærdsopgaverne.

»I de nordiske lande skelner vi ikke særlig hårdt mellem stat og samfund. Hvis man siger, at noget er samfundets ansvar, vil de fleste tænke, at så må staten gå ind og gøre noget. Men i andre lande, eksempelvis USA, er den her distinktion mellem stat og samfund enormt vigtig. Så på den måde kan man sige, at statselementet i velfærdsstaten er knyttet meget tæt til danskernes oplevelse af velfærden, og det skaber nogle forventninger om, hvem der producerer den, og hvem der har ansvaret,« siger Klaus Petersen.

Når statens velfærdsmonopol står for fald, ændrer det også forståelsen af, hvad velfærd handler om. Og meget tyder på, at denne forandring allerede er godt i gang.

Borgerne får i fremtidens velfærdssamfund en langt mere afgørende og aktiv rolle. Ikke bare fordi de i højere grad kommer til at betale en del af ydelserne selv, og fordi teknologien øger mulighederne for selvbetjening.

Ifølge Velfærdspanelet er borgerne også den største drivkraft for fornyelse af velfærdsmodellen. På spørgsmålet om, hvem der har de bedste ideer til udviklingen af velfærdssamfundet, ligger borgerne på en klar førsteplads, efterfulgt af offentligt ansatte og ledere samt tænketanke og iværksættere. Politikerne kommer bemærkelsesværdigt langt nede på listen.