Unge nydanskere skal gøre op med social kontrol

Integrationsminister Manu Sareen har sat gang i flere initiativer, der skal hjælpe unge nydanskere med at gøre op med den sociale kontrol, som mange oplever hjemmefra.

-Arkiv- Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Nydanske unge skal have bedre støtte til at sige fra over for en stærk social kontrol og fastlåste kønsroller.

Derfor har Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold afsat i alt 4,8 millioner kroner til projekter omhandlende ligestilling, rettigheder og seksualitet, der skal hjælpe de unge til at gøre op med den sociale kontrol og give deres forældre viden på området.

Fire projekter har fået del i puljen, og initiativerne når ud i både udsatte boligområder og på skoler.

Blandt andet skal nydanske mødre i Greves udsatte boligområder undervises i, hvad det betyder for børnene, når familien styrer deres liv. Og i Odense og Aarhus skal lærerne på ungdomsuddannelser klædes på til at lære nydanske unge om kroppen, seksualitet og egne rettigheder. Det skal hjælpe de unge til at stå imod, hvis de oplever, at familien vil bestemme personlige valg som uddannelse eller ægtefælle.

»Mange unge nydanskere oplever, at de ikke må bestemme over deres egen krop og eget liv. Den form for undertrykkelse skal vi ikke acceptere. Derfor skal vi have fat i både de unge og deres forældre med debat og viden. Her er det godt at se, at projekterne både søger ud på skoler og i boligområder, så begge grupper mødes i trygge og vante omgivelser,« siger socialminister Manu Sareen (R) i en pressemeddelelse.

Unge nydanskere kan opleve stærk social kontrol ved, at familien bestemmer, hvilken uddannelse de skal tage, hvilke venner de må have, hvordan de skal gå klædt, om de må dyrke sport, og hvem de skal giftes med. Særligt piger kan få begrænset deres udfoldelsesmuligheder, fordi deres opførsel i mange tilfælde bliver opfattet som afgørende for familiens ære, skriver Integrationsministeriet i pressemeddelelsen.

De støttede projekter skal derfor arbejde mod stærk social kontrol og give både forældre og unge mere viden om ligestilling mellem kvinder og mænd.