Ung Alliance ser dagens lys

Ny Alliances ungdomsparti er på trapperne. En af initiativtagerne oplyser, at det kommer til at hedde Ung Alliance.

Ny Alliance er snart klar til at præsentere et ungdomsparti.

Mens moderpartiet kæmper med et par dårlige sager og vigende meningsmålinger, er en håndfuld unge Ny Alliance-medlemmer i fuld gang med at stifte et ungdomsparti. Én af initiativtagerne oplyser tirsdag, at det efter al sandsynlighed får navnet Ung Alliance og bliver stiftet på en generalforsamling i begyndelsen af det nye år.

- Jeg kan oplyse dig om, at vi kommer til at hedde Ung Alliance. Det står i vedtægternes paragraf ét. Så det er ret sikkert, at det bliver vores navn. Men vi skal lige godkendes, siger Belal Yassin, der er én af initiativtagerne, til Ritzau.

Ungdomspartiet har på nuværende tidspunkt fået omkring 100 tilkendegivelser fra folk, der er interesseret i at blive medlemmer af det borgerlige midterpartis ungdomsparti.

/ritzau/